Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

Fang os de Ræve, de Ræve små,som hærger Vinen, vor blomstrende Vin!

Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;

Figentræets Småfrugter svulmer, Vinstokken blomstrer, udspreder Duft. Stå op, min Veninde, du fagre, kom,

Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre, ved Gazeller og Markens Hjorte: Gør ikke Kærligheden Uro, væk den ikke, før den ønsker det selv!

til Dagen svales og Skyggerne længes, kom hid, min Ven, og vær som Gazellen, som den unge Hjort på duftende Bjerge! 

min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.