Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

Salme af Ashaf (50:2) Gud, Gud HERREN talede og stævnede Jorden hid fra Sol i Opgang til Sol i Bjærge;

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

vor Gud komme og tie ikke! - Foran ham gik fortærende Ild, omkring ham rasede Storm;

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.

"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

fra Zion, Skønhedens Krone, viste Gud sig i Stråleglans

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.