'At' i Biblen

Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!

Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!

Før Nattevagtstimerne våger mine Øjne for at grunde på dit Ord.

Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!

Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

thi did op drager Stammerne, HERRENs Stammer en Vedtægt for Israel om at prise HERRENs Navn.

Vor Sjæl slap fri som en Fugl at Fuglefængernes Snare, Snaren reves sønder, og vi slap fri.

Han lader ej Gudløsheds Herskerskerstav tynge retfærdiges Lod, at retfærdige ikke skal udrække Hånden til Uret.

HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage

Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.

Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.

Han lader Skyer stige op fra Jordens Ende, får Lynene til at give Regn, sender Stormen ud fra sine Forrådskamre;

Sol til at råde om dagen; thi hans miskundhed varer evindelig!

Måne og stjerner til at råde om natten; thi hans miskundhed varer evindelig!

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne;

At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

(140:5) Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.

(140:13) Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.

lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

for at kundgøre Menneskenes Børn din Vælde, dit Riges strålende Herlighed.

Halleluja! Ja, det er godt at lovsynge vor Gud, ja, det er lifligt, lovsang sømmer sig.

for at tage Hævn over Folkene og revse Folkeslagene,

for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern

de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

Nægt ikke den trængende Hjælp, når det står i din Magt at hjælpe;

Hør, I sønner, på en Faders lyt til for at vinde Forstand;

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

for at vogte dig for Andenmands Hustru, for fremmed Kvindes sleske Tunge!

Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

at den må vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.

gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

At Folket er stort, er Kongens Hæder, Brist på Folk er Fyrstens Fald.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

At vinde Visdom er bedre end Guld, at vinde Indsigt mere end Sølv.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

At yppe Strid er at åbne for Vand, hold derfor inde, før Strid bryder løs.

At frikende skyldig og dømme uskyldig, begge Dele er HERREN en Gru.

Hvad hjælper Penge i Tåbens Hånd til at købe ham Visdom, når Viddet mangler?

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.

Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Mands Ære er det at undgå Trætte, men alle Tåber vil Strid.

Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

To Slags Lodder er HERREN en Gru, det er ikke godt, at Vægten er falsk.

Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

At øve Ret og Skel er mere værd for HERREN end Offer.

At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

For at din Lid skal stå til HERREN, lærer jeg dig i Dag.

for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.