'De' i Biblen

Og Jøderne vedtog, at det, som de nu for første Gang havde gjort, og som Mordokaj havde skrevet til dem om, skulde være en fast Skik.

derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,

gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid,

og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.

Og han sendte Breve til alle Jøder i de 127 Lande i Ahasverus's Rige med Freds og Sandheds Ord

om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid, således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne. 

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig! 

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? 

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de står!

de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

Skyggerne skælver af Angst, de, som bor under Vandene;

Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

På Mørket gør man en Ende og ransager indtil de dybeste Kroge Mørkets og Mulmets Sten;

man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;