'De' i Biblen

(20:9) De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

(22:6) de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

(22:17) Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

(22:18) jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

(22:19) Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

(22:26) Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

(22:27) de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

(22:30) De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

(22:32) de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. 

HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;

Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:12) For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

(31:18) HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

(31:19) Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

(31:24) Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.

Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.

Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;

(34:3) min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

(34:10) Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

(34:11) Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

(34:18) når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

(34:22) Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

(36:9) de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

(36:11) Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

(36:13) Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig. 

Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.

Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;

de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.

Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.

thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.

Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;

HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 

(38:13) de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

(38:20) Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

(39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:13) Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

Til Korherren. Salme af David (41:2) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(42:4) Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

(42:11) Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"

Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(45:16) De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

(48:6) de så og tav på Stedet, flyed i Angst,

(48:7) af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.

(49:6) Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

(49:7) de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(49:19) Priser han end i Live sig selv: "De lover dig for din Lykke!"

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

(51:10) mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;

(52:7) Derfor styrte Gud dig for evigt, han gribe dig, rive dig ud af dit Telt, han rykke dig op af de levendes Land! - Sela.

(52:8) De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:

Til Korherren. Al-mahalat. Maskil af David (53:2) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

(53:5) Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

(54:5) Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

(55:4) jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

(55:11) de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

(55:19) og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

(56:7) De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

(56:9) Selv har du talt mine Suk, i din Lædersæk har du gemt mine Tårer; de står jo i din Bog.

(57:7) Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.