'De' i Biblen

Skaf de ringe og faderløse Ret, kend de arme og nødstedte fri;

red de ringe og fattige, fri dem ud af de gudløses Hånd!

Dog, de kender intet, sanser intet, i Mørke vandrer de om, alle Jordens Grundvolde vakler.

(83:6) Ja, de rådslår i Fællig og slutter Pagt imod dig,

(83:9) også Assur har sluttet sig til dem, Lots Sønner blev de en Arm. - Sela.

(83:13) fordi de siger: "Guds Vange tager vi til os som Eje."

(83:17) fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;

(84:5) Salige de, der bor i dit Hus, end skal de love dig. - Sela.

(84:7) Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser.

(84:8) Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.

Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.

Frække har rejst sig imod mig, Gud; Voldsmænd, i Flok vil tage mit Liv, og dig har de ikke for Øje.

Syngende og dansende siger de: "Alle mine Kilder er i dig!" 

(88:6) kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

(88:11) Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

(88:18) som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;

(89:6) Og Himlen priser dit Under, HERRE, din Trofasthed i de Helliges Forsamling.

(89:8) En forfærdelig Gud i de Helliges Kreds, stor og frygtelig over alle omkring ham.

(89:17) De lovsynger Dagen igennem dit Navn, ophøjes ved din Retfærdighed.

(89:32) hvis de bryder min Vedtægt og ikke holder mit Bud,

(89:52) hvorledes dine Fjender håner, HERRE, hvorledes de håner din Salvedes Fodspor.

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;

(92:8) Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udådsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

(92:13) De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

(92:14) plantet i HERRENs Hus grønnes de i vor Guds Forgårde;

(92:15) selv grånende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft

stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

De fører tøjlesløs Tale, hver Udådsmand ter sig som Herre;

de underkuer, o HERRE, dit Folk og undertrykker din Arvelod;

de myrder Enke og fremmed faderløse slår de ihjel;

de siger: "HERREN kan ikke se,Jakobs Gud kan intet mærke!"

HERREN kender Menneskets Tanker, thi de er kun Tomhed.

Jager de end den ret,færdiges Liv og dømmer uskyldigt Blod,

da eders Fædre fristede mig, prøved mig, skønt de havde set mit Værk.

Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile! 

HERREN har vist, han er Konge! Jorden juble, lad glædes de mange Strande!

Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.

I, som elsker HERREN, hade det onde! Han vogter sine frommes Sjæle og frier dem af de gudløses Hånd;

over de retfærdige oprinder Lys og Glæde over de oprigtige af Hjertet.

Havet med dets Fylde skal bruse, Jorderig og de, som bor der,

de priser dit Navn, det store og frygtelige; hellig er han!

Moses og Aron er blandt hans Præster og Samuel blandt dem, der påkalder hans Navn; de råber til HERREN, han svarer;

i Skystøtten taler han til dem, de holder hans Vidnesbyrd, Loven, han gav dem;

HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

Til Landets trofaste søger mit Øje, hos mig skal de bo; den, der vandrer uskyldiges Vej, skal være min Tjener;

(102:9) mine Fjender håner mig hele Dagen; de der spotter mig, sværger ved mig.

(102:18) han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

(102:21) for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,

(102:27) de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

(102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

for dem, der holder hans Pagt og kommer hans Bud i Hu, så de gør derefter.

For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

kom i Hu de Undere, han gjorde, hans Tegn og hans Munds Domme,

Da de kun var en liden Hob, kun få og fremmede der,

de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,

han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;

Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

de krævede, han bragte Vagtler, med Himmelbrød mættede han dem;

han gav dem Folkenes Lande, de fik Folkeslags Gods i Eje.

Derfor skulde de holde hans Bud og efterkomme hans Love. 

Salige de, der holder på ret, som altid øver retfærdighed!

da troede de på hans Ord og kvad en Sang til hans Pris.

Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

så gav han dem det, de kræved og sendte dem Lede i Sjælen.

De bar Avind mod Moses i Lejren, mod Aron, HERRENs hellige;

Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

De lavede en Kalv ved Horeb og tilbad det støbte Billed;

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

De vraged det yndige Land og troede ikke hans Ord,

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

thi de stod hans Ånd imod, og han talte uoverlagte Ord.

De udryddede ikke de Folk, som HERREN havde sagt, de skulde,

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

til Dæmonerne ofrede de, og det både Sønner og Døtre;

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;