'De' i Biblen

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

Thi en gudløs, svigefuld Mund har de åbnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,

med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;

til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de

så de sander, det var din Hånd, dig, HERRE, som gjorde det!

de står i al evighed fast, udført i sandhed og retsind.

Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. 

de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

de har Ører, men hører ikke, Næse men lugter dog ej;

de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

Som dem skal de, der lavede dem, blive, enhver, som stoler på dem!

de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold.

De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse.

Jeg vandrer for HERRENs Åsyn udi de levendes Land;

De, som frygter HERREN, sige: "Thi hans Miskundhed varer evindelig!"

de flokkedes om mig fra alle Sider, jeg slog dem ned i HERRENs Navn;

de flokkedes om mig som Bier, blussed op, som Ild i Torne, jeg slog dem ned i HERRENs Navn.

Jubel og Sejrsråb lyder i de retfærdiges Telte: "HERRENs højre øver Vælde,

Salige de, hvis Vandel er fulde, som vandrer i HERRENs Lov.

Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte.

de, som ikke gør Uret, men vandrer på hans Veje.

Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.

Oplad mine Øjne, at jeg må skue de underfulde Ting i din Lov.

Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.

De frække hånede mig såre, dog veg jeg ej fra din Lov.

Harme greb mig over de gudløse, dem, der slipper din Lov.

De gudløses Snarer omgav mig, men jeg glemte ikke din Lov.

De frække tilsøler mig med Løgn, men på dine Bud tager jeg hjerteligt Vare.

De, der frygter dig, ser mig og glædes, thi jeg bier på dit Ord.

Lad de frække beskæmmes, thi de gør mig skammelig Uret, jeg grunder på dine Befalinger.

Lad dem, der frygter dig, vende sig til mig, de, der kender dine Vidnesbyrd.

De frække grov mig Grave, de, som ej følger din Lov.

De har næsten tilintetgjort mig på Jorden, men dine Befalinger slipper jeg ikke.

Dine Lovbud står fast, de holder dine Tjenere oppe.

De gudløse lurer på at lægge mig øde, dine Vidnesbyrd mærker jeg mig.

Jeg har mere Forstand end de gamle; jeg agter på dine Bud.

De gudløse lægger Snarer for mig, men fra dine Befalinger for jeg ej vild.

Dine Vidnesbyrd fik jeg til evigt Eje, thi de er mit Hjertes Glæde.

Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.

Gå i Borgen for din Tjener, lad ikke de frække trænge mig!

Det er Tid for HERREN at gribe ind, de har krænket din Lov.

Tydes dine Ord, så bringer de Lys, de giver enfoldige Indsigt.

De, der skændigt forfølger mig, er mig nær, men de er langt fra din Lov.

Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde.

Megen Fred har de, der elsker din Lov, og intet bliver til Anstød for dem.

Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig! 

Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!"

Bed om Jerusalems Fred! Ro finde de, der elsker dig!

overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot! 

så havde de slugt os levende, da deres Vrede optændtes mod os;

over vor Sjæl var de gået, de vilde Vande.

De der stoler På HERREN, er som Zions bjerg, der aldrig i evighed rokkes.

HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;

De; som sår med Gråd, skal høste med Frydesang;

de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg. 

De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel -

de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.

retfærdig er HERREN, han overskar de gudløses Reb.

de har Mund, men taler ikke, Øjne, men ser dog ej;

de har Ører, men hører ikke, ej heller er der Ånde i deres Mund.

Som dem skal de, der laved dem, blive enhver, som stoler på dem.

Som skabte de store lys; thi hans miskundhed varer evindelig!

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Alle Jordens Konger skal prise dig, HERRE, når de hører din Munds Ord,

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

(140:4) De hvæsser Tungen som Slanger, har Øglegift under deres Læber.

(140:11) Det regne på dem med gloende Kul, styrt dem i Dybet, ej stå de op!

(140:13) Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. 

(142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

(142:6) HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

(142:7) Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;