'Dem' i Biblen

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:

Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

(5:7) tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.

(5:11) Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

(5:12) Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

(9:21) HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela. 

retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

(12:5) dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

(18:15) Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

(18:43) Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

(19:12) Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

(22:5) På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid! 

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:13) Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

(31:16) mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

(31:20) Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

(31:21) Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,

for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

(34:8) HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

(34:11) Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

(34:18) når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

(34:19) HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.

(34:20) Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Og sige i Hjertet: "Ha! som vi ønsked!" lad dem ikke sige: "Vi slugte ham!"

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

(36:9) de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

(36:11) Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

(40:17) Lad alle, som søger dig, frydes og glædes i dig; lad dem, som elsker din Frelse, bestandig sige: "HERREN er stor!"

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(44:3) Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(45:17) Dine Sønner træde ind i dine Fædres Sted, sæt dem til Fyrster rundt i Landet!

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(53:6) Af Rædsel gribes de da, hvor ingen Rædsel var; thi Gud adsplitter din Belejres Ben; de bliver til Skamme, thi Gud forkaster dem.

Til Korherren. Til Strengespil. Maskil af David (54:2) Dengang Folkene fra Zim kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem (54:3) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,

(54:7) Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(56:7) De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.