'Den' i Biblen

ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.

Den vise tager mod påbud, den brovtende dåre styrtes.

Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

Den retfærdiges Vinding tjener til Liv, den gudløses Indtægt til Synd.

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Den retfærdige rokkes aldrig, ikke skal gudløse bo i Landet.

Den retfærdiges Mund bærer Visdoms Frugt, den falske Tunge udryddes.

Den retfærdiges Læber søger yndest, gudløses Mund bærer Falskheds Frugt. 

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Den gudløse skaber kun skuffende Vinding, hvo Retfærd sår, får virkelig Løn.

Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

Hvo Kornet gemmer, ham bander Folket, Velsignelse kommer over den, som sælger.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

Den lade attrår uden at få, men flittiges Sjæl bliver mæt.

Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.

Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

Den gode efterlader Børnebrn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.

Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 

Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.

Spotter søger Visdom, men finder den ikke, til Kundskab kommer forstandig let.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Den tankeløse tror hvert Ord, den kloge overtænker sine Skridt.

Den vise ængstes og skyr det onde, Tåben buser sorgløs på.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Sanddru Vidne frelser Sjæle; den, som farer med Løgn, bedrager.

Den stærkes Tillid er HERRENs Frygt, hans Sønner skal have en Tilflugt.

Den sindige er rig på Indsigt, den heftige driver det vidt i Dårskab.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Visdom bor i forstandiges Hjerte, i Tåbers Indre kendes den ikke.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Den retfærdiges Hus har megen Velstand, den gudløses Høst lægges øde.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

Den forstandiges Hjerte søger Kundskab, Tåbers Mund lægger Vind på Dårskab.

Alle den armes Dage er onde, glad Hjerte er stadigt Gæstebud.

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

Kongens Vrede er Dødens Bud, Vismand evner at mildne den.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

Den vise kaldes forstandig, Læbernes Sødme øger Viden.

Den vises Hjerte giver Munden Kløgt, på Læberne lægger det øget Viden.

Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

Grå Hår er en dejlig Krone, den vindes på Retfærds Vej.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

Den onde hører på onde Læber, Løgneren lytter til giftige Tunger.