'Den' i Biblen

Hvo Fattigmand spotter, håner hans Skaber, den skadefro slipper ikke for Straf.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

Den gudløse tager Gave i Løn for at bøje Rettens Gænge.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 

Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

Den riges Gods er hans faste Stad, og tykkes ham en knejsende Mur.

Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.

Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl må sulte.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

Retfærdig er den, som lydefrit vandrer, hans Sønner får Lykke efter ham.

Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

Menneskets Ånd er en HERRENs Lampe, den ransager alle hans indres Kamre.

Blodige Strimer renser den onde og Hug hans Indres Kamre. 

Kun Overflod bringer den flittiges Råd, hver, som har Hastværk, får kun Tab.

Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.

Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

Rettens Gænge er den retfærdiges Glæde, men Udådsmændenes Rædsel.

Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

Den gudløse bliver Løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges Sted.

I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

Vismand stormer Heltes By og styrter Værnet, den stolede på.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

Den lades Attrå bliver hans Død, thi hans Hænder vil intet bestille.

Ugerningsmand er stadig i Trang, den retfærdige giver uden at spare.

Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

Over Fattigfolk råder den rige, Låntager bliver Långivers Træl.

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

Den lade siger: "En Løve på Gaden! Jeg kan let blive revet ihjel på Torvet."

Fremmed Kvindes Mund er en bundløs Grav, den, HERREN er vred på, falder deri.

Dårskab er knyttet til Ynglingens Hjerte, Tugtens Ris skal tjerne den fra ham.

Vold mod den ringe øger hans Eje, Gave til Rigmand gør ham kun fattig. -

Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

Hør, min Søn, og bliv viis, lad dit Hjerte gå den lige Vej.

Køb Sandhed og sælg den ikke, Visdom, Tugt og Forstand.

Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

Thi en bundløs Grav er Skøgen, den fremmede Kvinde, en snæver Brønd;

De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.

Mod den, som kender en skyldig fri, er Folkeslags Banden, Folkefærds Vrede;

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

se, den var overgroet af Tidsler, ganske skjult af Nælder; Stendiget om den lå nedbrudt.

thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.