'Deres' i Biblen

En Afskrift af Skrivelsen, der skulde udgå som Forordning i alle Rigets Dele, blev kundgjort for alle Folkene, for at Jøderne den Dag kunde være rede til at tage Hævn over deres Fjender.

På den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, det er den Dag, da Kongens Befaling og Forordning skulde udføres, den Dag, da Jødernes Fjender havde håbet at kunne overvælde dem, medens det nu omvendt blev Jøderne, der på den Dag skulde overvælde deres Avindsmænd,

sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene.

Således slog Jøderne løs på alle deres Fjender med Sværdhug, Drab og Ødelæggelse, og de handlede med deres Avindsmænd, som de havde Lyst.

Men også de andre Jøder i Kongens Lande sluttede sig sammen og værgede deres Liv og tog Hævn over deres Fjenderog dræbte blandt deres Avindsmænd 75000

de Dage, da Jøderne fik Ro for deres Fjender, og den Måned, da deres Trængsel vendtes til Glæde og deres Sorg til en Festdag - at fejre dem som Gæstebuds- og Glædesdage, på hvilke de skulde sende hverandre af deres Mad og de fattige Gaver.

gjorde Jøderne det til en fast Skik og Brug for sig selv, deres Efterkommere og alle, som sluttede sig til dem, at de ubrødeligt År efter År skulde fejre de to Dage efter Forskrifterne om dem og til den fastsatte Tid,

og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.

om at holde disse Purimsdage i Hævd på den fastsatte Tid, således som Jøden Mordokaj og Dronning Ester havde gjort det til Pligt for dem, og således som de havde bundet sig selv og deres Efterkommere til de foreskrevne Faster og Klageråb.

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig! 

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

skjul dem i Støvet til Hobe og lænk deres Åsyn i Skjulet!

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

Så smukke Kvinder som Jobs Døtre fandtes ingensteds på Jorden; og deres Fader gav dem Arv imellem deres Brødre:

"Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!"

(4:8) HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.

(5:10) Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.

(5:11) Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

(9:6) Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

(9:16) Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.

du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger.

Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

(18:31) Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

(18:46) Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

(21:11) Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

(22:27) de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

(22:30) De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

(34:16) på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

(34:18) når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;

De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;

HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 

(39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

Til Korherren. Maskil af Kora-Sønnerne (44:2) Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(45:16) De føres frem under Glæde og Jubel, holder deres Indtog i Kongens Palads.

(46:4) om end deres Vande bruser og syder og Bjergene skælver ved deres Vælde. - Sela.

(49:7) de, som stoler på deres gods og bryster sig af deres store rigdom?

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

(49:12) deres Grav er deres Hjem for evigt, deres Bolig Slægt efter Slægt, om Godser end fik deres Navn.

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(55:10) Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

(57:7) Et Net har de udspændt for mine Skridt, deres egen Fod skal hildes deri; en Grav har de gravet foran mig, selv skal de falde deri. - Sela.

(58:7) Gud, bryd Tænderne i deres Mund, Ungløvernes Kindtænder knuse du, HERRE;