'Dine' i Biblen

Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.

Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.

Min Nidkærhed har fortæret mig, thi mine Fjender har glemt dine Ord.

Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.

Trængsel og Angst har ramt mig, men dine Bud er min Lyst.

Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!

Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter.

Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!

Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord.

Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.

For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde.

Din Barmhjertighed er stor, o HERRE, hold mig i Live efter dine Lovbud!

Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.

Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!

Fyrster forfulgte mig uden Grund, men mit Hjerte frygted dine Ord.

Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.

Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.

Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.

Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.

Min Tunge skal synge om dit Ord, thi alle dine Bud er Retfærd.

Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.

Gid min Sjæl må leve, at den kan prise dig, og lad dine Lovbud være min Hjælp!

Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud. 

Så står vore Fødder da i dine Porte, Jerusalem,

Der råde Fred på din Mur, Tryghed i dine Borge!

Som en frugtbar Vinranke er din Hustru inde i dit Hus, som Oliekviste er dine Sønner rundt om dit Bord.

og se dine Sønners Sønner! Fred over Israel! 

o Herre hør min Røst! Lad dine Ører lytte til min tryglende Røst!

Dine Præster være klædte i Retfærd, dine fromme synge med Fryd!

Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen! 

HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk! 

Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.

slyng Lynene ud og adsplit Fjenderne, send dine Pile og indjag dem Rædsel;

Slægt efter Slægt lovpriser dine Værker, forkynder dine vældige Gerninger.

De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;

Dine Værker takker dig alle, HERRE, og dine fromme lover dig.

Thi han gør dine Portstænger stærke, velsigner dine Børn i din Midte;

dine Landemærker giver han Fred, mætter dig med Hvedens Fedme;

hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.

Lad dine Øjne se lige ud, dit Blik skue lige frem;

gå ad det lige Spor, lad alle dine Veje sigte mod Målet;

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

und ikke dine Øjne Søvn, ej heller dine Øjenlåg Hvile,

bind dem om dine Fingre, skriv dem på dit Hjertes Tavle,

Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

og mine Nyrer jubler, når dine Læber taler, hvad ret er!

Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

Vidn ikke falsk mod din Næste, vær ikke letsindig med dine Læber;

det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger. 

(5:1) Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få.

(5:5) Lad ikke din Mund bringe Skyld over dit Legeme og sig ikke til Guds Sendebud, at det var af Vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din Tale og nedbryde dine Hænders Værk?

Dine Klæder være altid hvide, lad Olie ikke savnes på dit Hoved!

Nyd Livet med den Kvinde, du elsker, alle dine tomme Levedage, som gives dig under Solen; thi det er din Lod og Del af Livet og af den Flid, du gør dig under Solen.

Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær.

Sig mig, du, som min Sjæl har kær, hvor du vogter din Hjord, hvor du holder Hvil ved Middag. Thi hvi skal jeg gå som en Landstryger ved dine Fællers Hjorde?

Såfremt du ikke ved det, du fagreste blandt Kvinder, følg da kun Hjordens Spor og vogt dine Geder ved Hyrdernes Boliger.

Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.

Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead,

dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør;

Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.

Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt!

Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer,

Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.

dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,

din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus,

Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.

Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.

Jeg vender min Hånd imod dig, renser ud dine Slagger i Ovnen og udskiller alt dit Bly.

Mit, Folk har en Dreng ved Styret, og over det hersker Kvinder. Dine Ledere, mit Folk, leder, vild, gør Vejen, du, vandrer, vildsom.

Dine Mænd skal falde for Sværd, dit unge Mandskab i Strid.

det lod han røre min Mund og sagde: "Se, det har rørt dine Læber; din Skyld er borte, din Synd er sonet!"

Til Dødsriget sendtes din Højhed, dine Harpers Brus, dit Leje er redt med Råddenskab, dit Tæppe er Orme.

I Graven samles du ikke med dine Fædre, fordi du ødte dit Land og dræbte dit Folk. Ugerningsmændenes Afkom skal aldrig nævnes.

På hin Dag ligger dine Byer forladt som de Tomter, Hivviter og Amoriter forlod for Israels Børn; og Landet skal blive en Ørk.

Ja, hvor er nu dine Vismænd? Lad dem dog kundgøre dig og lade dig vide, hvad Hærskarers HERRE har for mod Ægypten!

på den Tid talede HERREN ved Esajas, Amoz's Søn, således: "Gå hen og løs Sørgeklædet af dine Lænder og drag Skoene af dine Fødder!" Og han gjorde således og gik nøgen og barfodet.

du larmende, støjende By, du jublende Stad? Dine slagne er vel ikke sværdslagne, døde i Krig!