'Du' i Biblen

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,

Du lod Enker gå tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betrådte,

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

kaster du Guldet på Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom! 

Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

Han, som kan sige til Kongen: "Din Usling!" og "Nidding, som du er!" til Stormænd,

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?

Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

Hvo foreskrev ham hans Vej, og hvo turde sige: "Du gjorde Uret!"

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!