'Du' i Biblen

Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

Hvem bestemte dens Mål - du kender det jo - hvem spændte Målesnor ud derover?

Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,

Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?

Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?

Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

så du kunde hente det til dets Rige og bringe det hen på Vej til dets Bolig?

Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!

Har du været, hvor Sneen gemmes, og skuet, hvor Hagelen vogtes,

Knytter du Syvstjernens Bånd, kan du løse Orions Lænker?

Lader du Aftenstjemen gå op i Tide, leder du Bjørnen med Unger?

Kender du Himmelens Love, fastsætter du dens Magt over Jorden?

Kan du løfte Røsten til Sky, så Vandskyl adlyder dig?

Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

Jager du Rov til Løvinden, stiller du Ungløvers hunger,

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

"Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

Har du en Arm som Gud, kan du tordne med Brag som han?

(40:25) Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

(40:26) Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

(40:28) Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

(40:29) Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

(40:31) Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

(41:1) Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

"Jeg ved, at du magter alt, for dig er intet umuligt!

Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

med Jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en Pottemagers Kar!"

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(3:8) Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

Til Korherren. Til strengespil. Salme af David. (4:2) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

(4:8) HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

(5:4) Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:6) for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,

(5:13) Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 

(6:6) Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

(7:7) HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!

(7:9) HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!

(7:10) På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

(8:3) Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

(8:4) Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,

(8:5) hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

(8:6) Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham;

(8:7) du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,

(9:3) glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,

(9:5) Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.

(9:6) Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

(9:7) Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:14) "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,

Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

(12:8) HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

Til Korherren.Salme af David. (13:2) Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?

Jeg siger til HERREN: "Du er min Herre; jeg har ikke andet Gode end dig.

HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.

Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.

Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt. 

Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

(18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

(18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

(18:28) De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

(18:29) Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

(18:36) Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

(18:37) du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

(18:40) Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

(18:41) du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

(18:44) Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

(18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

(18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 

(21:3) Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.

(21:4) Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.

(21:5) Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

(21:6) Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.

(21:7) Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(21:11) Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

Til Korherren. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David (22:2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

(22:4) Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

(22:5) På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

(22:10) Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.