'Du' i Biblen

(22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

(22:22) Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;

skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(30:3) HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

(30:4) Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

(30:8) HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.

(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?

(30:12) Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,

(31:3) du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

(31:4) thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:6) i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

(31:15) Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

(31:20) Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

(31:21) Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

(31:23) Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.

Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.

Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

(36:7) din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,

(36:9) de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.

En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;

Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

(38:10) HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

(38:16) Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

(39:6) Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

(39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

(39:12) Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:7) Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

(40:10) I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

(40:12) Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

(40:14) Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

(40:18) Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 

(41:4) På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

(41:13) Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:10) Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Til Korherren. Maskil af Kora-Sønnerne (44:2) Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;

(44:3) Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(44:5) Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

(44:8) men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

(44:10) Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;

(44:11) du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;

(44:12) du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,

(44:13) dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.

(44:14) Til Hån for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,

(44:15) du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste på Hovedet ad os.

(44:20) Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.

(44:24) Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!

(44:25) Hvorfor vil du skjule dit Åsyn, glemme vor Nød og Trængsel?

(45:3) Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.

(45:8) Du elsker Ret og hader Uret; derfor salvede Gud, din Gud, dig med Glædens Olie fremfor dine Fæller,

(45:9) af Myrra, Aloe og Kassia dufter alle dine Klæder. Du glædes ved Strengeleg fra Elfenbenshaller,

(48:8) Med Østenstormen knuser du Tarsisskibe.

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

når du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag din Ryg?

Ser du en Tyv, slår du Følge med ham, med Horkarle bolder du til,

Du sidder og skænder din Broder, bagtaler din Moders Søn;

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

(51:6) Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.

(51:8) Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.

(51:10) mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;

(51:18) Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.

(51:19) Offer for Gud er en sønderbrudt Ånd; et sønderbrudt, sønderknust Hjerte agter du ikke ringe, o Gud.

(51:21) Da skal du have Behag i rette Ofre, Brænd- og Heloffer, da bringes Tyre op på dit Alter. 

Til Korherren. Maskil af David (52:2) Dengang Edomitten Do'eg gik hen og fortalte Saul, at David var taget ind til Akimelek (52:3) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

(52:4) Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

(52:5) du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.

(52:6) Du elsker al ødelæggende Tale, du falske Tunge!

(52:11) Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. 

(55:14) men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(56:8) Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!