3850 begivenheder in 1 oversættelse

'Du' i Biblen

Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.

thi du, o Herre, er god og rund til at forlade, rig på Nåde mod alle, der påkalder dig.

På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.

Der er ingen som du blandt Guderne, Herre, og uden Lige er dine Gerninger.

Alle Folk, som du har skabt, skal komme, Herre, og tilbede dig, og de skal ære dit Navn.

Thi du er stor og gør vidunderlige Ting, du alene er Gud.

thi stor er din Miskundhed mod mig, min Sjæl har du frelst fra Dødsrigets Dyb.

Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed.

Und mig et Tegn på din Godhed; at mine Fjender med Skamme må se, at du, o HERRE, hjælper og trøster mig! 

Der siges herlige Ting om dig, du Guds Stad. - Sela.

(88:3) lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre!

(88:6) kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet.

(88:7) Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

(88:8) tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela.

(88:9) Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

(88:11) Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela.

(88:15) Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig?

(88:19) Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte. 

(89:3) Thi du har sagt: "En evig Bygning er Nåden!" I Himlen har du grundfæstet din Trofasthed.

(89:9) HERRE, Hærskarers Gud, hvo er som du? HERRE, din Nåde og Trofasthed omgiver dig.

(89:10) Du mestrer Havets Overmod; når Bølgerne bruser, stiller du dem.

(89:11) Du knuste Rahab som en fældet Kriger, splitted dine Fjender med vældig Arm.

(89:12) Din er Himlen, og din er Jorden, du grundede Jorderig med dets Fylde.

(89:13) Norden og Sønden skabte du, Tabor og Hermon jubler over dit Navn.

(89:14) Du har en Arm med Vælde, din Hånd er stærk, din højre løftet.

(89:18) Thi du er vor Styrkes Stolthed, du løfter vort Horn ved din Yndest;

(89:20) Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;

(89:39) Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;

(89:40) Pagten med din Tjener har du brudt, vanæret hans Krone og trådt den i Støvet;

(89:41) du har nedbrudt alle hans Mure, i Grus har du lagt hans Fæstninger;

(89:43) Du har løftet hans Uvenners højre og glædet alle hans Fjender;

(89:44) hans Sværd lod du vige for Fjenden, du holdt ham ej oppe i Kampen;

(89:45) du vristed ham Staven af Hænde og styrted hans Trone til Jorden,

(89:47) Hvor længe vil du skjule dig, HERRE, for evigt, hvor længe skal din Vrede lue som Ild?

(89:48) Herre, kom i Hu, hvad Livet er, til hvilken Tomhed du skabte hvert Menneskebarn!

(89:50) Hvor er din fordums Nåde, Herre, som du i Trofasthed tilsvor David?

Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.

Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!

Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.

At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen der flyver om Dagen

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;

du skal træde på Slanger og Øgler, trampe på Løver og Drager.

En Salme. En Sang på Sabbatsdagen (92:2) Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit navn, du højeste,

(92:5) Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

(92:9) men du er ophøjet for evigt, HERRE.

(92:11) Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

Din Trone står fast fra fordum, fra Evighed er du!

HERRE du hævnens Gud, du Hævnens Gud, træd frem i Glans;

stå op, du Jordens Dommer, øv Gengæld mod de hovmodige!

Salig den Mand, du tugter, HERRE, og vejleder ved din Lov

står du i Pagt med Fordærvelsens Domstol, der skaber Uret i Lovens Navn?

Thi du, o HERRE, er den Højeste over al Jorden, højt ophøjet over alle Guder!

Du er en Konge, der elsker Retfærd, Retten har du grundfæstet, i Jakob, øved du Ret og Retfærd.

HERRE vor Gud, du svarer dem. Du var dem en Gud, som tilgav og frikendte dem, for hvad de gjorde.

(102:11) over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;

(102:13) Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

(102:14) du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, når Nådens Tid, når Timen er inde;

(102:26) Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;

(102:27) de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

(102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

han, som mætter din Sjæl med godt, så du bliver ung igen som Ørnen!

Min sjæl, lov Herren! Herren min Gud, du er såre stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,

hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;

du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem på Vindens Vinger;

Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!

Du fæsted Jorden på dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;

for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;

du satte en Grænse, de ej kommer over, så de ikke igen skal tilhylle Jorden.

Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;

Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;

Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.

De bier alle på dig, at du skal give dem Føde i Tide;

du giver dem den, og de sanker, du åbner din Hånd, og de mættes med godt.

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

du sender din Ånd, og de skabes, Jordens Åsyn fornyer du.

Frels os, HERRE vor Gud, du samle os sammen fra Folkene, at vi må love dit hellige Navn, med Stolthed synge din Pris.

(108:12) Har du ikke, Gud, stødt os fra dig? Du ledsager ej vore Hære.

Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!

Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Nåde, frels mig for dit Navns Skyld!

Lad dem forbande, du vil velsigne, mine uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;

HERREN har svoret og angrer det ej: "Du er Præst evindelig på Melkizedeks Vis."

Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,

Ikke os, o Herre, ikke os, men dit navn, det give du ære for din Miskundheds og Trofastheds Skyld!

Ak, HERRE, jeg er jo din Tjener, din Tjener, din Tjenerindes Søn, mine Lænker har du løst.

Jeg vil takke dig, thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse.

Du er min Gud, jeg vil takke dig, min Gud, jeg vil ophøje dig!

Du har givet dine Befalinger, for at de nøje skal holdes.

Lovet være du, HERRE, lær mig dine Vedtægter!

Du truer de frække; forbandede er de, der viger fra dine Bud.

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931