'Du' i Biblen

Mine Veje lagde jeg frem, og du bønhørte mig, dine Vedtægter lære du mig.

Jeg vil løbe dine Buds Vej, thi du giver mit Hjerte at ånde frit.

Kom Ordet til din Tjener i Hu, fordi du har ladet mig håbe.

Du gjorde vel mod din Tjener, HERRE, efter dit Ord.

God er du og gør godt, lær mig dine Vedtægter!

HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.

Mine Øjne længes efter dit Ord og siger: "Hvornår mon du trøster mig?"

Hvor langt er vel din Tjeners Liv? Når vil du dømme dem, der forfølger mig?

Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt, du grundfæsted Jorden, og den står fast.

Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.

Fra dine Lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig.

Mit Skjul og mit Skjold er du, jeg bier på dit Ord.

Du forkaster alle, der farer vild fra dine Vedtægter, thi de higer efter Løgn.

For Slagger regner du alle Jordens gudløse, derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd.

Du er retfærdig, HERRE, og retvise er dine Lovbud.

Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.

Nær er du, o HERRE, og alle dine Bud er Sandhed.

For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.

Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!

Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!

HERREN velsigne dig fra Zion, at du må se Jerusalems Lykke alle dit Livs Dage

Tog du Vare, HERRE, på Misgerninger, Herre, hvo kunde da bestå?

Men hos dig er der Syndsforladelse, at du må frygtes.

HERRE, bryd op til dit Hvilested, du og din Vældes Ark!

For din Tjener Davids Skyld afvise du ikke din Salvede!"

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord.

Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.

HERRE, du ransager mig og kender mig!

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.

Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;

Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

(140:7) Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!

(140:8) HERRE, Herre, min Frelses Styrke, du skærmer mit Hoved på Stridens Dag.

(142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

(142:6) HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!

For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

du, som giver Konger Sejr og udfrier David, din Tjener.

Alles Øjne bier på dig, du giver dem Føden i rette Tid;

du åbner din Hånd og mætter alt, hvad der lever, med hvad det ønsker.

Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,

idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

så får du Helse for Legemet, Lindring for dine Ledemod.

Da vandrer du trygt din Vej, støder ikke imod med din Fod; -

sætter du dig, skal du ikke skræmmes, lægger du dig, skal din Søvn vorde sød;

du skal ikke frygte uventet Rædsel, Uvejret, når det kommer over gudløse;

sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

køb Visdom, køb Forstand, du glemme det ikke, vend dig ej bort fra min Munds Ord;

Køb Visdom for det bedste, du ejer, køb Forstand for alt, hvad du har;

hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;

når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

på din Vandring lede den dig, på dit Leje vogte den dig, den tale dig til, når du vågner;

Min Søn, vogt dig mine Ord,mine bud må du gemme hos dig;

vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

for at lære dig rammende Sandhedsord, at du kan svare sandt, når du spørges.

at du ikke skal lære hans Stier og hente en Snare for din Sjæl.

Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

Når du sidder til bords hos en Stormand, mærk dig da nøje, hvem du har for dig,

og sæt dig en Kniv på Struben, i Fald du er alt for sulten.

Den Bid, du har spist, må du udspy, du spilder dine fagre Ord.

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

du slår ham vel med Riset, men redder hans Liv fra Dødsriget.

en Fremtid har du visselig da, dit Håb bliver ikke til intet.