'Ej' i Biblen

Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild på hendes Stier;

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Ej hjælper Rigdom på Vredens Dag, men Retfærd redder fra Døden.

Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

Ypperlig Tale er ej for en Dåre, end mindre da Løgnfor den, som er ædel.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

Tåben ynder ej Indsigt, men kun, at hans Tanker kommer for Lyset.

Det falske Vidne undgår ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.

Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Den lade rækker til Fadet, men fører ej Hånden til Munden.

Elsk ikke Søvn, at du ej bliver fattig, luk Øjnene op og bliv mæt.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, hav ej med en åbenmundet at gøre!

Lyst til Morskab fører i Trang, Lyst til Olie og Vin gør ej rig.

Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

Flyt ej ældgamle Skel, dem, dine Fædre satte.

Slid dig ikke op for at vinde dig Rigdom, brug ej din Forstand dertil!

Spis ej den misundeliges Brød, attrå ikke hans lækre Retter;

Flyt ej ældgamle Skel, kom ikke på faderløses Mark;

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

Misund ej onde Folk, hav ikke lyst til at være med dem;

Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

Lur ej på den retfærdiges Bolig, du gudløse, ødelæg ikke hans Hjem;

Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

Før Sagen med din Næste til Ende, men røb ej Andenmands Hemmelighed

Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.

Ej godt at spise for megen Honning, spar på hædrende Ord.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

Ærlig Mand velsignes rigt, men Jag efter Rigdom undgår ej Straf.

Visdom lærte jeg ej, den Hellige lærte jeg ikke at kende.

Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

Det klæder ej Konger, Lemuel, det klæder ej Konger at drikke Vin eller Fyrster at kræve stærke Drikke,

lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

Hun våger over Husets Gænge og spiser ej Ladheds Brød.

Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.

Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.

Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.

Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.

Når Øksen er sløv og dens Æg ej hvæsses, må Kraft lægges i; men den dygtiges Fortrin er Visdom.

Tåben bruger mange Ord. Ej ved Mennesket, hvad der skal ske; hvad der efter hans Død skal ske, hvo siger ham det?

Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden.

Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt.

Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode.

Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal.

dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer;

Vi har en lille Søster, som endnu ej har bryster; hvad gør vi med med vor Søster, den dag hun får en Bejler?

fra Fodsål til isse er intet helt kun Flænger, Strimer og friske Sår; de er ej trykket ud, ej heller forbundet og ikke lindret med Olie.

Hvad skal jeg med alle eders Slagtofre? siger HERREN;jeg er mæt af Væderbrændofre, af Fedekalves Fedt, har ej Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke.

Bring ej flere tomme Afgrødeofre, vederstyggelig Offerrøg er de mig! Nymånefest, Sabbat og festligt Stævne jeg afskyr Uret og festlig Samling.

Tøjlesløse er dine Førere, Venner med Tyve; Gaver elsker de alle, jager efter Stikpenge, skaffer ej faderløse Ret og tager sig ikke af Enkens Sag.

Da dømmer han Folk imellem, skifter Ret mellem talrige Folkeslag; deres Sværd skal de smede til Plovjern, deres Spyd til Vingårdsknive; Folk skal ej løfte Sværd mod Folk, ej øve sig i Våbenfærd mer.

Med Citre og Harper holder de Gilde, med Håndpauker, Fløjter og Vin, men ser ikke HERRENs Gerning, har ej Syn for hans Hænders Værk.

Så blusser da HERRENs Vrede mod hans Folk, og han udrækker Hånden imod det og slår det, så Bjergene skælver og Ligene ligger som Skarn på Gaden. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Gør Hjertet sløvt på dette Folk, gør dets Ører tunge, dets Øjne blinde, så det ikke kan se med Øjnene, ej heller høre med Ørene, ej heller fatte med Hjertet og omvende sig og læges."

Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej Hærskarers HERRE.

Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd, og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,

Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.

Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.

Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?

Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus?

Hans Hu står til HERRENs Frygt; han dømmer ej efter, hvad Øjnene ser, skønner ej efter, hvad Ørene hører.

Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund.

Efraims Skinsyge viger, og Judas Avind svinder; Efraim er ikke skinsygt på Juda, og Juda bærer ej Avind mod Efraim.

Thi Himlens Stjerner og Billeder udsfråler ej deres Lys, mørk rinder Solen op, og Månen skinner ikke.

Og som en skræmt Gazel, som Får, der ej holdes i Flok, skal hver søge hjem til sit Folk, og hver skal fly til sit Land.

Se, imod dem rejser jeg Mederne, som agter Sølv for intet og ej regner Guld for noget.

Deres Buer fælder de unge, Livsfrugt skåner de ej, med Børn har deres Øjne ej Medynk.

Det skal aldrig i Evighed bebos, ej bebygges fra Slægt til Slægt; der telter Araberen ikke, der lejrer Hyrder sig ej;

Sjakaler tuder i Borgene, Hyæner i de yppige Slotte. Dets Time stunder nu til, dets Dage bliver ej mange. 

Glæd dig ej, hele Filisterland, at kæppen, der slog dig, er brudt! Thi af Slangerod kommer en Øgle, dens frugt er en flyvende Drage.

"Kom med et Råd, gør Ende derpå, lad din Skygge blive som Natten ved højlys Dag, skjul de bortdrevne, røb ej de flyende!

fra Frugthaver svandt både Glæde og Jubel; i Vingårde jubles der ikke, der lyder ej Råb, i Karrene trampes ej Vin, Vinperserråbet er tystnet.

Derfor siger jeg: Gå fra mig, lad mig græde bittert, træng ej på for at trøste mig over, at mit Folk er lagt øde!

I gravede mellem de to Mure en Fordybning til den gamle Dams Vand. Men til ham, der virked det, skued I ikke, så ej hen til ham, som beredte det for længst.

Skam få du, Zidon, thi Havet siger: "Jeg har ikke haft Veer, jeg fødte ikke, ej har jeg fostret Ynglinge, opfødt Jomfruer!"

Han sagde: "Aldrig mer skal du juble, du voldtagne Jomfru, Zidons Datter! Stå op, drag over til Kypern, selv der skal du ej finde Hvile!"

De drikker ej Vin under Sang, besk smager den stærke Drik.