'Et' i Biblen

snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.

Uden Styre står et Folk for Fald, vel står det til, hvor mange giver Råd.

Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Retfærdighed løfter et Folk, men Synd er Folkenes Skændsel.

Et Livets Træ er Tungens Mildhed, dens Falskhed giver Hjertesår.

Mand er glad, når hans Mund kan svare, hvor godt er et Ord i rette Tid.

Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

Den onde har kun Genstridigbed for, men et skånselsløst Bud er udsendt imod ham.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

HERRENs Navn er et stærkt Tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Et Menneskes Dårskab øder hans Vej, men på HERREN vredes hans Hjerte.

Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

Hovmodige Øjne, et opblæst Hjerte, selv gudløses Nyjord er Synd.

Hellere bo i et Ørkenland end hos en trættekær, arrig Kvinde.

I den vises Bolig er kostelig Skat og Olie, en Tåbe af et Menneske øder det.

Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

Et Kys på Læberne giver den, som kommer med ærligt Svar.

Fuldfør din Gerning udendørs, gør dig færdig ude på Marken og byg dig siden et Hus!

Jeg kom forbi en lad Mands Mark og et uforstandigt Menneskes Vingård;

En Guldring, et gyldent Smykke er revsende Vismand for lyttende Øre.

Hvad koldt Vand er for en vansmægtet Sjæl, er Glædesbud fra et Land i det fjerne.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

En brølende Løve, en grådig Bjørn er en gudløs, som styrer et ringe Folk.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

Uden Syner forvildes et Folk; salig den, der vogter på Loven.

Et Menneskes Hovmod ydmyger ham, den ydmyge opnår Ære.

Hvo opsteg til Himlen og nedsteg igen, hvo samlede Vinden i sine Næver, hvo bandt Vandet i et Klæde, hvo greb fat om den vide Jord? Hvad er hans Navn og hans Søns Navn? Du kender det jo.

Under tre Ting skælver et Land, fire kan det ikke bære:

Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

Klippegrævlinger, et Folk uden Magt, bygger dog Bolig i Klipper;

Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.

Thi hvad får et Menneske for al sin Flid og sit Hjertes Higen, som han gør sig Flid med under Solen?

Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd.

(5:1) Lad ikke din Mund løbe eller dit Hjerte haste med at udtale et Ord for Guds Åsyn; thi Gud er i Himmelen og du på Jorden, derfor skal dine Ord være få.

(5:3) Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.

(5:8) Dog, en Fordel for et Land er det i alt Fald, at der er en Konge over dyrket Jord.

(5:12) Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke;

(5:13) går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham.

(5:15) Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?

(5:16) Og dertil kommer et helt Liv i Mørke, Sorg og stor Kvide, Sygdom og Kummer.

(5:18) og hver Gang Gud giver et Menneske Rigdom og Gods og sætter ham i Stand til at nyde det, og tage sin Del og glæde sig under sin Flid, da er det en Guds Gave;

Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:

Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;

Hvad der bliver til er for længst nævnet ved Navn, og det vides i Forvejen, hvad et Menneske bliver til; det kan ikke gå i Rette med ham, der er den stærkeste.

Thi hvo ved, hvad der båder et Menneske i Livet, det Tal af tomme Levedage han henlever som en Skygge? Thi hvo kan sige et Menneske, hvad der skal ske under Solen efter hans Død? 

bedre at gå til et Sørgehus end at gå til et Gildehus; thi hist er alle Menneskers Ende, og de levende bør tage det til Hjerte

Og beskere end Døden fandt jeg Kvinden, thi hun er et Fangegarn; hendes Hjerfe er et Net og hendes Arme Lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men Synderen bliver hendes Fange.

Hvo er som den vise, og hvo ved at tyde en Ting? Visdom får et Menneskes Åsyn til at lyse, og Åsynets Hårdhed mildnes.

Thi enhver Ting har sin Tid og sin Dom, men det er et tyngende Onde for Mennesket,

da indså jeg, at det er således med alt Guds Værk, at Mennesket ikke kan udgrunde det, som sker under Solen; thi trods al den Flid, et Menneske gør sig med at søge, kan han ikke udgrunde det; og selv om den vise mener at kende det, kan han ikke udgrunde det. 

Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder.

ja, lever et Menneske mange År, skal han glæde sig over dem alle og komme Mørkets Dage i Hu, thi af dem er der mange i Vente; alt, hvad der kommer, er Tomhed.

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør;

Du har fanget mig, min Søster, min Brud, du har fanget mig med et af dine Blikke, med en af din Halses Kæder.

Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl.

din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS Lue.

En Okse kender sin Ejer, et Æsel sin Herres Krybbe; men Israel kender intet, mit Folk kan intet fatte.

Zions Datter er levnet som en Hytte i en Vingård, et Vagtskur i en Græskarmark en omringet By.

Da skaber Herren over hvert et Sted på Zions Bjerg og over dets Festforsamlinger en Sky om Dagen og Røg med luende Ildskær om Natten; thi over alt, hvad herligt er, skal der være et Dække

Han grov den, rensed den for Sten og plantede ædle Ranker; han bygged et Vagttårn deri og huggede også en Perse. Men den bar vilde Druer, skønt han ventede Høst af ædle.

For et Folk i det fjerne løfter han Banner og fløjter det hid fra Jordens Ende; og se, det kommer hastigt og let.

Det har et Brøl som en Løve, brøler som unge Løver, brummende griber det Byttet, bjærger det, ingen kan fri det.

Da sagde jeg: "Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en Mand med urene Læber, og jeg bor i et Folk med urene Læber, og nu har mine Øjne set Kongen, Hærskarers HERRE!"

Men en af Seraferne fløj hen til mig; og han havde i Hånden et glødende Kul, som han med en Tang havde taget fra Alteret;

Jeg spurgte: "Hvor længe, Herre?" Og han svarede: "Til Byerne er øde, uden Beboere, og Husene uden et Menneske, og Ager jorden ligger som Ørk!"

Thi Syriens Hoved er Damaskus, og Damaskus's Hoved er Rezin, og om fem og tresindstyve År er Efraim knust og ikke længer et Folk.

"Kræv dig et Tegn af HERREN din Gud nede i Dødsriget eller oppe i Himmelen!"

Derfor vil Herren selv give eder et Tegn: Se, Jomfruen bliver frugtsommelig og føder en Søn, og hun kalder ham Immanuel".

På hin Dag kan en Mand holde sig en ung Ko og et Par Får;

På hin Dag skal det ske, at hvert et Sted, hvor der nu er tusind Vinstokke, tusind Sekel Sølv værd, skal blive til Torn og Tidsel;

Han bliver en Helligdom, en Anstødssten og en Klippe til Fald for begge Israels Huse og en Snare og et Fangegarn for Jerusalems Indbyggere,

Og siger de til eder: "Søg Genfærdene og Ånderne, som hvisker og mumler!" skal et Folk ikke søge sin Gud, skal man søge de døde for de levende?

Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.

Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.

Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;

Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som Skarn på Gaden.

De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et Barn kan skrive dem op.

Men der skyder en Kvist af Isajs Stub, et Skud gror frem af hans Rod;

På hin Dag skal Hedningerne søge til Isajs Rodskud, der står som et Banner for Folkeslagene, og hans Bolig skal være herlig.

Et Udsagn om Babel, som Esajas, Amoz's Søn skuede:

Rejs Banner på et nøgent Bjerg, råb også til dem, vink, så de drager igennem Fyrsternes Porte!

En Mand gør jeg sjældnere end Guld og et Menneske end Ofirs Guld.

men du er slængt hen uden Grav som et usseligt Foster, dækket af faldne, slagne med Sværd og kastet i Stenbruddets Hul som et nedtrådt Ådsel.

Bered hans Sønner et Blodbad for Faderens Brøde! De skal ikke stå op og indtage Jorden og fylde Verden med Sfæder.

Et udsagn om Moab. Ak, Ar lægges øde ved Nat, det er ude med Moab, Kir lægges øde ved Nat, det er ude med Moab.