'Fatter' i Biblen

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

(64:10) alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;

Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

(92:7) Tåben fatter det ikke, Dåren skønner ej sligt.

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Tre Ting undres jeg over, fire fatter jeg ikke:

Alt har han skabt smukt til rette Tid; også Evigheden har han lagt i deres Hjerte, dog således at Menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.

De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres Øjne er lukket, så de ikke ser, og deres Hjerter, så de ikke skønner.

Se, jeg bringer over eder et Folk fra det fjerne, Israels Hus, så lyder det fra HERREN, et Folk, som er stærkt, et Folk fra Fortids Dage, et Folk, hvis Mål du ej kender, hvis Tale du ikke fatter;

ikke til mange Hånde Folkeslag med dybt Mål og tungt Mæle, hvis Tale du ikke fatter, hvis jeg sendte dig til dem, vilde de høre dig.

(14:10) Hvem er så viis, at han fatter det, så klog, at han ved det? Thi rette er HERRENs Veje; retfærdige vandrer på dem, men Syndere snubler på dem. 

Men de, de kender ikke det mindste til HERRENs Tanker, de fatter ikke hans Råd, at han samled dem som Neg på Lo.

Derfor fatter et andet Sind og vender om, for at eders Synder må blive udslettede, for at Vederkvægelsens Tider må komme fra Herrens Åsyn,