'Fra' i Biblen

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted! 

man bryder en Skakt under Foden, og glemte, foruden Fodfæste, hænger de svævende fjernt fra Mennesker.

På Flinten lægger man Hånd og omvælter Bjerge fra Roden;

Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"

for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Så svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

(41:3) Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

(3:5) Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.

(6:9) Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,

Shiggajon af David. Han sang den til Herren på grund af benjaminitten Kush. (7:2) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

(9:14) "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,

Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."

HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes! 

HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!

Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

Til Korherren. Af Herrens Tjener. Af David. Han sang denne Sang til Herren dengang Herren havde reddet ham fra alle has Fjender og fra Sauls Hånd (18:2) HERRE, jeg har dig! hjerteligt kær, min Styrke!

(18:4) Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:9) Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

(18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:23) hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.