'Gar' i Biblen

og da hele Folket kom for at få David til af spise, medens det endnu var Dag, svor David: "Gud ramme mig både med det ene og det andet, om jeg smager Brød eller noget andet, før Sol går ned!"

Da David fik at vide, at Urias ikke var gået ned til sit Hus, sagde han til ham: "Kommer du ikke lige fra Rejsen? Hvorfor går du så ikke ned til dit Hus?"

Men hvorfor skulde jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!"

Da sagde Kongen til Gatiten Ittaj: "Hvorfor går også du med? Vend om og bliv hos Kongen; thi du er Udlænding og er vandret ud fra din Hjemstavn;

i Går kom du, og i Dag skulde jeg tage dig med på vor Omflakken, jeg, som går uden at vide hvorhen! Vend tilbage og tag dine Landsmænd med; HERREN vise dig Miskundhed og Trofasthed!"

Joab sagde da til Amasa: "Går det dig vel, Broder?" Og Joab greb med højre Hånd om Amasas Skæg for at kysse ham.

"Jeg går nu al Kødets Gang; så vær nu frimodig og vis dig som en Mand!

og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i Sejrherrernes Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!

Men hvis I eller eders Børn vender eder bort fra mig og ikke holder mine Bud, mine Annordninger, som jeg har forelagt eder, men går hen og dyrker andre Guder og tilbeder dem

og dette Hus skal blive en Ruindynge, og enhver, som går der forbi, skal blive slået af Rædsel og give sig til at hånfløjte. Og når man siger: Hvorfor har HERREN handlet således mod dette Land og dette Hus?

Men Jeroboam tænkte ved sig selv: "Som det nu går, vil Riget atter tilfalde Davids Hus;

Da sagde han til ham: "Fordi du ikke har adlydt HERRENs Ord. skal en Løve dræbe dig, når du går bort fra mig!" Og da han gik bort fra ham, traf en Løve på ham og dræbte ham.

Og Elias sagde til Elisa: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Betel!" Men Elisa svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De gik da ned til Betel.

Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, Elisa, thi HERREN vil have mig til Jeriko!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" De kom da til Jeriko.

Derpå sagde Elias til ham: "Bliv her, thi HERREN vil have mig til Jordan!" Men han svarede: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Så fulgtes de ad.

Men Drengens Moder sagde: "Så sandt HERREN lever, og så sandt du lever, jeg går ikke fra dig!" Da stod han op og gik med hende.

Men i een Ting vil HERREN nok bære over med din Træl: Når min Herre går ind i Rimmons Hus for at tilbede og støtfer sig til min Arm og jeg så sammen med ham kaster mig til Jorden i Rimmons Hus, da vil HERREN nok bære over ed din Træl i den Ting!"

Sandelig, Nabots og hans Sønners Blod så jeg i Går, lyder det fra HERREN, og jeg bringer Gengældelse over dig her på denne Mark, lyder det fra HERREN! Tag derfor og kast ham hen på Marken efter HERRENs Ord!"

I skal alle med Våben i Hånd slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Rækkerne, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ud, og når han går ind!"

Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge.

og sætter dig, ved, når du går og kommer.

Han lod alle Præsterne hente fra Judas Byer og vanhelligede Offer: højene, hvor Præsterne havde tændt offerild, fra Geba til Be'er-sjeba. Og han lod Portofferhøjen rive ned, som var ved Indgangen til Byøversten Jehosjuas Port til venstre, når man går ind ad Byporten.

Af Manasse gik nogle over til David. Det var, dengang han sammen med Filisterne drog i Kamp mod Saul, uden at han dog blev dem til Hjælp, fordi Filisternes Fyrster efter at have holdt Rådslagning sendte ham bort, idet de sagde: "Det koster vore Hoveder, hvis han går over til sin Herre Saul!"

og de så går i sig selv i det Land, de er bortført til, og omvender sig og råber til dig i deres Landflygtigheds Land og siger: Vi har syndet, handlet ilde og været ugudelige!

Men hvis I vender eder bort og forlader mine Anordninger og Bud, som jeg har forelagt eder, og går hen og dyrker fremmede Guder og tilbeder dem,

Kong Akab af Israel sagde nemlig til Kong Josafat af Juda: "Vil du drage med mig mod Ramot i Gilead?" Han svarede ham: "Jeg som du, mit Folk som dit, jeg går med i Krigen."

Så skal Leviterne, alle med Våben i Hånd, slutte Kreds om Kongen, og enhver, der nærmer sig Templet, skal dræbes. Således skal I være om Kongen, når han går ind, og når han går ud."

Men jeg svarede: Skulde en Mand som jeg flygte? Og hvorledes skulde en Mand som jeg kunne betræde Helligdommen og blive i Live? Jeg går ikke derind!

Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

(38:6) Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

(39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

(41:3) HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

(41:7) Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(55:11) de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

(68:3) som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.

(69:3) jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

(84:7) Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser.

(84:8) Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.

(88:17) din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

(92:10) Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. 

Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,

de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN!

Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.

Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.

de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg. 

Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!

Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!

Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" 

Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.