'Jeg' i Biblen

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

Til Korherren. Al-shoshannim. Maskil af Kora-Sønnerne. En Bryllupssang (45:2) Mit Hjerte svulmer af liflige Ord, jeg kvæder mit Kvad til Kongens Pris, som Hurtigskriverens Pen er min Tunge.

(45:18) Jeg vil minde om dit Navn fra Slægt til Slægt; derfor skal Folkene love dig evigt og altid. 

(46:11) Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden!

(49:5) jeg bøjer mit Øre til Tankesprog, råder min Gåde til Strengeleg.

(49:6) Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

Hør, mit Folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil vidne imod dig, Gud, din Gud er jeg!

Jeg laster dig ikke for dine Slagtofre, dine Brændofre har jeg jo stadig for Øje;

jeg tager ej Tyre fra dit Hus eller Bukke fra dine Stalde;

jeg kender alle Bjergenes Fugle, har rede på Markens Vrimmel.

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

Mon jeg æder Tyres Kød eller drikker Bukkes Blod?

Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 

(51:5) Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.

(51:6) Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.

(51:7) Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.

(51:15) Da vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skal vende om til dig.

(51:18) Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.

(52:10) Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.

(52:11) Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. 

(54:8) Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;

(55:3) lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

(55:4) jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

(55:7) Jeg siger: Ak, havde jeg Vinger som Duen, da fløj jeg i Ly,

(55:8) ja, langt bort vilde jeg fly og blive i Ørkenen. - Sela.

(55:9) Da søgte jeg skyndsomt Tilflugt for rivende Storm og Uvejr.

(55:10) Herre, forvir og split deres Tungemål! Thi Vold og Ufred ser jeg i Byen;

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

(55:17) Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

(55:18) Jeg klager og stønner ved Kvæld, ved Gry og ved Middag; min Røst vil han høre

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

Til Korherren. Al-jonat-elem-rehokim. Miktam af David. Dengang Filistrene i Gat greb ham (56:2) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

(56:4) Når jeg gribes af Frygt, vil jeg stole på dig,

(56:5) og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

(56:7) De flokker sig sammen, ligger på Lur, jeg har dem lige i Hælene, de står mig jo efter Livet.

(56:10) Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

(56:11) Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

(56:12) Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan et Menneske gøre mig?

(56:13) Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

(56:14) Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys. 

Til Korherren. Al-tashket. Miktam af David. Dengang han flygtede ind i Hulen for Saul (57:2) Vær mig nådig, Gud, vær mig nådig, thi hos dig har min Sjæl søgt Ly; i dine Vingers Skygge søger jeg Ly, til Ulykken er drevet over.

(57:3) Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;

(57:5) Jeg må ligge midt iblandt Løver, bo mellem Folk, der spyr Ild, hvis Tænder er Spyd og Pile, hvis Tunge er hvas som et Sværd.

(57:8) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig,

(57:9) vågn op, min Ære! Harpe og Citer vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.

(57:10) Jeg vil takke dig, Herre, blandt Folkeslag, prise dig blandt Folkefærd;

(59:4) Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

(59:5) Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!

(59:10) dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn;

(59:17) Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.

(59:18) Dig vil jeg lovsynge, du, min Styrke, thi Gud er mit Værn, min nådige Gud. 

(60:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;

(60:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

(61:3) Fra Jordens Ende råber jeg til dig. Når mit Hjerte vansmægter, løft mig da op på en Klippe,

(61:9) Da vil jeg evigt love dit Navn og således Dag efter Dag indfri mine Løfter. 

(62:3) ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes meget.

(62:7) ja, han er min Klippe, min Frelse, mit Værn, jeg skal ikke rokkes.

(62:8) Hos Gud er min Hjælp og min Ære, min stærke Klippe, min Tilflugt har jeg i Gud;

(62:12) Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

Salme af David. Dengang han var i Judas ørken (63:2) Gud, du er min Gud, dig søger jeg, efter dig tørster min Sjæl, efter dig længes mit Kød i et tørt, vansmægtende,vandløst Land

(63:3) (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

(63:5) Da vil jeg love dig hele mit Liv, opløfte Hænderne i dit Navn,

(63:7) når jeg kommer dig i Hu på mit Leje, i Nattevagterne tænker på dig;

(63:8) thi du er blevet min Hjælp, og jeg jubler i dine Vingers Skygge.

Til Korherren. Salme af David (64:2) Hør, o Gud, min røst, når jeg klager, skærm mit Liv mod den rædsomme Fjende;

Med Brændofre vil jeg gå ind i dit Hus og indfri dig mine Løfter,

Jeg bringer dig Ofre af Fedekvæg sammen med Vædres Offerduft, jeg ofrer Okser tillige med Bukke. - Sela.

Jeg råbte til ham med min Mund og priste ham med min Tunge.

Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;

(68:23) Herren har sagt: "Jeg henter dem hjem fra Basan, henter dem hjem fra Havets Dyb,

(69:3) jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

(69:4) træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

(69:5) flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

(69:8) Thi for din Skyld bærer jeg Spot, mit Åsyn dækkes af Skændsel;

(69:9) fremmed er jeg for mine Brødre en Udlænding for min Moders Sønner.

(69:11) jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

(69:12) i Sæk har jeg klædt mig, jeg blev dem et Mundheld.

(69:14) Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

(69:15) Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

(69:18) dit Åsyn skjule du ej for din Tjener, thi jeg er i Våde, skynd dig og svar mig;

(69:20) Du ved, hvorledes jeg smædes og bærer Skam og Skændsel; du har Rede på alle mine Fjender.

(69:21) Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

(69:31) Jeg vil prise Guds Navn med Sang og ophøje ham med Tak;

(70:6) Arm og fattig er jeg, il mig til Hjælp, o Gud! Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, HERRE! 

HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i evighed skuffes.

fra Moders Skød har jeg støttet mig til dig, min Forsørger var du fra Moders Liv, dig gælder altid min Lovsang.

For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;

Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;

min Mund skal vidne om din Retfærd, om din Frelse Dagen lang; thi jeg kender ej Ende derpå.

Jeg vil minde om den Herre HERRENs Vælde, lovsynge din Retfærd, kun den alene.

Gud, du har vejledt mig fra min Ungdom af, dine Undere har jeg forkyndt til nu;

indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.

Til Gengæld vil jeg til Harpespil prise din Trofasthed, min Gud, lege på Citer for dig, du Israels Hellige;

juble skal mine Læber - ja, jeg vil lovsynge dig og min Sjæl, som du udløste;

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!