'Jeg' i Biblen

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

jeg tænkte: "Lad Alderen tale og Årenes Mængde kundgøre Visdom!"

derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.