'Mig' i Biblen

(31:18) HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

(31:22) Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.

Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

(34:4) Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!

(34:5) Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.

(34:12) Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt.

HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

(36:12) Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.

Salme af David. Le-hazkir (38:2) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

(38:3) Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

(38:5) thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

(38:12) For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

(38:13) de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(38:18) Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

(38:20) Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

(38:21) som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

(38:22) HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

(38:23) il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse! 

Til Korherren. For Jedutun. Salme af David (39:2) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

(39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

(39:9) Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

(39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

Til Korherren. Salme af David (40:2) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

(40:3) Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

(40:7) Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

(40:8) Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

(40:12) Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

(40:13) Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

(40:14) Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(40:16) Lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!" til mig!

(40:18) Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 

(41:5) Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

(41:6) Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(41:10) Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

(41:13) Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

(42:4) Min Gråd er blevet mit Brød både Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: "Hvor er din Gud?"

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:8) Dyb råber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

(42:9) Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

(42:10) Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

(42:11) Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger,

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

(44:16) Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Åsyn

(49:6) Hvorfor skulle jeg frygte i de onde dage, når mine lumske Fjender omringer mig med Brøde,

(49:16) Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

thi mig tilhører alt Skovens Vildt, Dyrene på de tusinde Bjerge;

Og kald på mig på Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig,

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 

Til Korherren. Salme af David (51:2) Dengang Profeten Nathan kom til ham, fordi David havde været sammen med Bathseba (51:3) Gud, vær mig nådig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed,

(51:4) tvæt mig fuldkommen ren for min Skyld og rens mig for min Synd!

(51:5) Mine Overtrædelser kender jeg jo, min Synd står mig altid for Øje.

(51:7) Se, jeg er født i Misgerning, min Moder undfanged mig i Synd.

(51:8) Du elsker jo Sandhed i Hjertets Løndom, så lær mig da Visdom i Hjertedybet.

(51:9) Rens mig for Synd med Ysop, tvæt mig hvidere end Sne;

(51:10) mæt mig med Fryd og Glæde, lad de Ben, du knuste, juble;

(51:12) skab mig, o Gud, et rent Hjerte, giv en ny, en stadig Ånd i mit Indre;

(51:13) kast mig ikke bort fra dit Åsyn, tag ikke din hellige Ånd fra mig;

(51:14) glæd mig igen med din Frelse, giv mig til Støtte en villig Ånd!

(51:16) Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud, så skal min Tunge lovsynge din Retfærd;

Til Korherren. Til Strengespil. Maskil af David (54:2) Dengang Folkene fra Zim kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem (54:3) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,

(54:5) Thi frække står op imod mig, Voldsmænd vil tage mit Liv; Gud har de ikke for Øje. - Sela.

(54:9) thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender! 

(55:3) lå mig Øre og svar mig, jeg vånder mig i Klage,

(55:4) jeg stønner ved Fjendernes Råb og de gudløses Skrig; thi Ulykke vælter de over mig, forfølger mig grumt;

(55:5) Hjertet er angst i mit Bryst, Dødens Rædsler er faldet over mig.

(55:6) Frygt og Angst falder på mig, Gru er over mig.

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

(55:17) Jeg, jeg råber til Gud, og HERREN vil frelse mig.

(55:19) og udfri min Sjæl i Fred, så de ikke kan komme mig nær; thi mange er de imod mig.

Til Korherren. Al-jonat-elem-rehokim. Miktam af David. Dengang Filistrene i Gat greb ham (56:2) Vær mig nådig Gud, thi Mennesker vil mig til livs, jeg trænges stadig af Stridsmænd;

(56:3) mine Fjender vil mig stadig til Livs, thi mange strider bittert imod mig!

(56:5) og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?