'Sa' i Biblen

Ilbudene skyndte sig af Sted på Kongens Bud, så snart Forordningen var udgået i Borgen Susan. Kongen og Haman satte sig så til at drikke; men Byen Susan var rædselsslagen. 

Halak gik så ind og lod Ester vide, hvad Mordokaj havde sagt.

Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!

Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!

Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!

Så gik Mordokaj hen og gjorde ganske som Ester havde pålagt ham. 

Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen af Scepteret;

og Kongen sagde til hende: "Hvad fattes dig, Dronning Ester, og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal du få det!

Da sagde Kongen: Send hurtigt Bud efter Haman, for at Esters Ønske kan blive opfyldt!" Så kom Haman og Kongen til det Gæstebud, Ester havde gjort rede,

og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!

hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"

Haman gik glad og vel til Mode derfra den Dag. Men da Haman så Mordokaj i Kongens Port, og han hverken rejste sig op eller rørte sig af Pletten for ham, opfyldtes han af Vrede mod Mordokaj.

Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port."

Da sagde hans Hustru Zeresj og alle hans Venner til ham: "Lad en Galge rejse, halvtredsindstyve Alen høj, og bed i Morgen tidlig Kongen om, at Mordokaj må blive hængt i den; så kan du gå glad til Gæstebudet med Kongen. 

Så spurgte Kongen: Hvem er ude i Gården? Haman var netop kommet ind i den ydre Gård til Kongens Palads for at bede Kongen om, at Mordokaj måtte blive hængt i den Galge, han havde rejst til ham.

Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!

Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!

spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!"

Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og giv mig mit Folk på mit Ønske;

Da Kongen kom tilbage fra Paladsets Park til Gæstebudsalen, havde Haman netop kastet sig ned over Divanen, som Ester lå på. Så sagde Kongen: "Vil han oven i Købet øve Vold imod Dronningen her i Huset i min Nærværelse!" Næppe var det Ord udgået af Kongens Mund, før man tilhyllede Hamans Ansigt;

Og de hængte Haman i den Galge, han havde rejst til Mordokaj. Så lagde Kongens Vrede sig. 

og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn, udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle Kongens Lande;

Så blev Kongens Skrivere med det samme tilkaldt på den tre og tyvende Dag i den tredje Måned, det er Sivan Måned, og der blev skrevet, ganske som Mordokaj bød, til Jøderne og til Satraperne og Statholderne og Fyrsterne i Landene fra Indien til Ætiopien, 127 Landsdele, til hver Landsdel med dens egen Skrift og til hvert Folk på dets eget Sprog, også til Jøderne med deres egen Skrift og på deres eget Sprog.

Så snart Forordningen var givet i Borgen Susan, skyndte Ilbudene, som red på de kongelige Gangere, sig på Kongens Bud af Sted så hurtigt, de kunde.

Ester svarede: Hvis Kongen synes, lad det så også i Morgen tillades Jøderne i Susan at handle som i Dag og lad Hamans ti Sønner blive hængt op i Galger!

Så sluttede Jøderne i Susan sig også sammen på den fjortende Dag i Adar Måned og dræbte 300 Mand i Susan. Men efter Byttet rakte de ikke Hænderne ud.

derfor kaldte man de bage Purim efter Ordet Pur. Og derfor, på Grund af alt, hvad Brevet indeholdt, og hvad de selv havde oplevet i så Henseende, og hvad der var tilstødt dem,

og at de Dage skulde ihukommes og fejres i alle Tidsaldre og Slægter, i hvert Laod og hver By, så at disse Purimsdage aldrig skulde gå af Brug hos Jøderne og deres Ihukommelse aldrig ophøre blandt deres Efterkommere.

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

Så tog Job til Orde og svarede:

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

"Hvor længe taler du så, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Så tog Job til Orde og svarede:

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

Så tog Job til Orde og svarede:

Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Så tog Job til Orde og svarede:

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

"Så gør dog en Ende på dine Ord, kom til Fornuft og lad os tale!

Så tog Job til Orde og svarede:

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

Så tog Job til Orde og svarede:

så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger: