'Sin' i Biblen

og Nebukadnezar lod en Del af HERRENs Hus's Kar bringe til Babel og opstillede dem i sin Borg i Babel.

HERREN, deres Fædres Gud, sendte tidlig og silde manende Ord til dem ved sine Sendebud, fordi han ynkedes oer sit Folk og sin Bolig;

Og Kong Kyros udleverede Karrene fra HERRENs Hus, som Nebudkadnezar havde ført bort fra Jerusalem og ladet opstille i sin Guds Hus;

Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Landflygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort til Babel, men nu vendte de tilbage til Jerusalem og Juda, hver til sin By;

Af fædrenehusenes Overhoveder gav nogle, da de kom til HERRENs Hus i Jerusalem, frivillige Gaver til Guds Hus, for at det kunde genopbygges på sin Plads;

og Kong Kyros lod tillige de til Gudshusef hørende Guld- og Sølvkar, som Nebukadnezar havde borttaget fra Helligdommen i Jerusalem og ført til sin Helligdom i Babel, tage ud af Helligdommen i Babel, og de overgaves til en Mand ved Navn Sjesjbazzar, som han havde indsat til Statholder;

og han sagde til ham: "Tag disse Kar og drag ben og lad dem få deres Plads i Helligdommen i Jerusalem og lad Gudshuset blive genopbygget på sin gamle Plads!"

Hvis derfor Kongen synes, så lad der blive set efter i det kongelige Skatkammer ovre i Babel, om det har sig således, at der af Kong Kyros er givet Befaling til at bygge dette Gudshus i Jerusalem; og Kongen give os så sin Vilje i denne Sag til Kende!" 

Lad Arbejdet med dette Gudshus gå sin Gang, lad Jødernes Statholder og Jødernes Ældste bygge dette Gudshus på den gamle Plads.

Samtidig sagde jeg også til Folket: Enhver skal sammen med sin Dreng overnatte i Jerusalem, for at vi kan have dem til Vagt om Natten og til Arbejde om Dagen!"

Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme Bud, og han havde et åbent Brev med,

og jeg sagde til dem: "Jerusalems Porte må ikke åbnes, før Solen står højt på Himmelen; og medens den endnu står der, skal man lukke og stænge Portene og sætte Jerusalems Indbyggere på Vagt, hver på sin Post, hver ud for sit Hus!"

Følgende er de Folk fra vor Landsdel, der drog op fra Land flygtigheden og Fangenskabet. Kong Nebukadnezar af Babel havde ført dem bort, men nu vendte de til bage til Jerusalem og Juda, hver til sin By;

Og Leviterne Jesua, Bani, Sjerebja, Jamin, Akkub, Sjabbetaj, Hodija, Ma'aseja, Kelita, Azarja, Jozabad, Hanan og Pelaja udlagde Loven for Folket, medens Folket blev på sin Plads,

Følgende er de Overhoveder i vor Landsdel, som boede i Jerusalem og i Judas Byer; de boede hver på sin Ejendom i deres Byer, Israel, Præsterne, Leviterne, Tempeltrællene og Efterkommerne af Salomos Trælle.

Resten af Israeliterne, Præsterne og Leviterne boede i alle de andre Byer i Juda, hver på sin Ejendom.

Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom;

Syndede ikke Kong Salomo af Israel for slige Kvinders Skyld? Mage til Konge fandtes dog ikke blandt de mange Folk, og han var så elsket af sin Gud, at Gud gjorde ham til Konge over hele Israel; og dog fik de fremmede Kvinder endog ham til at synde!

i hine Dage, da Kong Ahasverus sad på sin Kongetrone i Borgen Susan, tildrog der sig følgende.

og han udfoldede sin kongelige Herligheds Rigdom og sin Magts Glans og Pragt for dem i mange Dage, 180 Dage.

Ester røbede imidlertid ikke sit Folk og sin Slægt, thi det havde Mordokaj forbudt hende.

Ester havde, som Mordokaj havde pålagt hende, intet røbet om sin Slægt og sit Folk; thi Ester gjorde, hvad Mordokaj sagde, som hun havde gjort, da hun var i Pleje hos ham

Sagen blev undersøgt, og da den havde sin Rigtighed, blev de begge hængt i en Galge. Det blev optegnet i Krøniken i Kongens Påsyn. 

Da tog Kongen Seglringen at sin Hånd og gav den til Agagiten Haman, Hammedatas Søn, Jødernes Fjende,

Den tredje Dag iførte Ester sig det kongelige Skrud og trådte ind i den indre Gård til Kongens Palads, foran Kongens Palads, medens Kongen sad på sin Kongetrone i det kongelige Palads ud imod Indgangen.

Dog tvang han sig; men da han var kommet hjem, sendte han Bud efter sine Venner og sin Hustru Zeresj;

og Haman talte til dem om sin overvættes Rigdom og sine mange Sønner og om al den Ære, Kongen havde vist ham, og hvorledes han havde udmærket ham frem for Fyrsterne og Kongens Folk.

Og Haman fortalte sin Hustru Zeresj og alle sine Venner alt, hvad der var hændet ham. Da sagde hans Venner og hans Hustru Zeresj til ham: Hvis Mordokaj, over for hvem du nu for første Gang er kommet til kort, er af jødisk Æt, så kan du intet udrette imod ham, men det bliver dit Fald til sidst!

Og Kongen tog sin Seglring, som han havde frataget Haman, og gav Mordokaj den. Og Ester satte Mordokaj over Hamans Hus.

Og alt, hvad han gjorde i sin Magt og Vælde, og en nøjagtig Skildring af den høje Værdighed, Kongen ophøjede Mordokaj til, står optegnet i Mediens og Persiens Kongers Krønike.

Thi Jøden Mordokaj havde den højeste Værdighed efter Kong Ahasverus, og han stod i høj Anseelse hos Jøderne og var elsket af sine mange Landsmænd, fordi han virkede for sit Folks vel og talte til Bedste for al sin Slægt. 

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord. 

Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom. (3:2) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

(7:13) Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;

(9:8) Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,

thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(20:7) Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(22:9) "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.