'Sin' i Biblen

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

(38:11) mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(42:9) Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

(46:5) En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;

(47:9) Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.

En Sang. Salme af Kora-Sønnerne (48:2) Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.

(49:8) Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

(55:21) På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

(57:4) han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.

(58:10) Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

(58:12) Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!" 

(60:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;

Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig! 

(67:7) Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,

(68:34) hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

(68:36) frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud! 

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

(85:13) Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;

Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,

(89:49) Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela.

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed. 

Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;

han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.

den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.

En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

(102:17) thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

(102:20) thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,

han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.

Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

(108:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;

Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,

Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu.

Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.

Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje

Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord.

Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.

Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.

Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.

som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed

Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,

den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.