'Ved' i Biblen

Så gik Folket ud og hentede det og byggede sig Løvhytter på deres Tage og i deres Forgårde og i Guds Hus's Forgårde og på de åbne Pladser ved Vandporten og Efraimsporfen.

Og da du så vore Fædres Nød i Ægypten og hørte deres Råb ved det røde Hav,

Du kundgjorde dem din hellige Sabbat og pålagde dem Bud, Anordninger og Love ved din Tjener Moses.

de vægrede sig ved at lyde og ihukom ikke dine Undergerninger, som du havde gjort iblandt dem; de blev halsstarrige og satte sig i Hovedet at vende tilbage til Trældommen i Ægypten. Men du er Forladelsens Gud, nådig og barmhjertig, langmodig og rig på Miskundhed, og du svigtede dem ikke.

I mange År var du langmodig imod dem og talede dem alvorligt til ved din Ånd gennem dine Profeter; men da de ikke vilde høre, gav du dem til Pris for Hedningefolkene.

Og nu, vor Gud, du store, vældige, frygtelige Gud, som holder fast ved Pagten og Miskundheden! Lad ikke alle de Lidelser, der har ramt os, vore Konger, Øverster, Præster, Profeter, vore Fædre og hele dit Folk fra Assyrerkongernes Dage indtil i Dag, synes ringe for dine Øjne!

slutter sig til deres højere stående Brødre og underkaster sig Forbandelsen og Eden om at ville følge Guds Lov, der er givet os ved Guds Tjener Moses, og overholde og udføre alle HERRENs, vor Herres, Bud, Bestemmelser og Anordninger:

til Skuebrødene, det daglige Afgrødeoffer, det daglige Brændoffer, Ofrene på Sabbaterne, Nymånedagene og Højtiderne, Helligofrene og Syndofrene til Soning for Israel og til alt Arbejde ved vor Guds Hus.

og Sjabbetaj og Iozabad, som forestod de ydre Arbejder ved Guds Hus og hørte til Leviternes Overhoveder,

og Mattanja, en Søn af Mika, en Søn af Zabdi, en Søn af Asaf, Lederen af Lovsangen, der ved Bønnen istemte Ordene lov HERREN! og Bakbukja, den næstøverste af hans Brødre, og Abda, en Søn af Sjammua, en Søn af Galal, en Søn af Jedutun.

Af Dørvogterne: Akkub, Talmon og deres Brødre, der holdt Vagt ved Portene, 172.

Leviternes foresatte i Jerusalem ved Tjenesten i Guds Hus var Uzzi, en Søn af Bani, en Søn af Hasjabja, en Søn af Mattanja, en Søn af Mika af Asafs Efterkommere, det er Sangerne.

og Mattanja, Bakbukja og Obadja, Mesjullam, Talmon og Akkub var Dørvogtere og holdt Vagt ved Portenes Forrådskamre.

og disse tog Vare på, hvad der var at varetage for deres Gud og ved Renselsen, ligesom også Sangerne og Dørvogterne gjorde deres Gerning efter Davids og hans Søn Salomos Bud.

og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds Hus's Forgårde,

Har ikke vor Gud bragt al denne Ulykke over os og over denne By, fordi eders Fædre handlede således? Og I bringer endnu mere Vrede over Israel ved at vanhellige Sabbaten!

Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på Sabbaten.

Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig efter din store Miskundhed!

Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre til Hustruer for eders Sønner eller eder selv!

Skal vi da virkelig høre om eder, at I begår al denne svare Misgerning og forbryder eder mod vor Gud ved at ægte fremmede Kvinder?

Og da disse Dage var omme, gjorde Kongen for hele Folket i Borgen Susan, fra den højeste til den laveste, et syv Dages Gæstebud på den åbne Plads foran Parken ved Kongeborgen.

og ved Drikkelaget gjaldt den Regel, at man ikke nødte nogen; thi Kongen havde pålagt alle sine Hovmestre at lade enhver om, hvor meget han vilde have.

Men bronning Vasjti vægrede sig ved at komme på Kongens Bud, som Hofmændene overbragte. Da blev Kongen harmfuld, og Vreden blussede op i ham.

Hvad skal der efter Loven gøres ved Dronning Vasjti, fordi hun ikke adlød den Befaling, Kong Ahasverus gav hende ved Hofmændene?

Nu var der i Borgen Susao en jødisk Mand ved Navn Mordokaj, en Søn af Ja'ir, en Søn af Sjim'i, en Søn af Kisj, en Benjaminit,

som Mordokaj ved den Tid engang sad i Kongens Port, blev Bigtan og Teresj, to kongelige Hofmænd, der hørte til Dørvogterne, vrede på Kong Ahasverus og søgte Lejlighed til at lægge Hånd på ham.

Skrivelser sendtes så ved Ilbud ud i alle Kongens Lande med Befaling til at udrydde, ihjelslå og tilintetgøre alle Jøder, unge og gamle, Børn og Kvinder, på een Dag, den trettende Dag i den tolvte Måned, det er Adar Måned, og at prisgive deres Ejendele.

Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!

Nej, dersom du virkelig tier ved denne Lejlighed, så kommer der andetsteds fra Hjælp og Redning til Jøderne; men du og din Slægt skal omkomme. Hvem ved, om det ikke netop er for sligt Tilfældes Skyld, at du er kommet til kongelig Værdighed!

Da Kongen så Dronning Ester stå i Gården, fandt hun Nåde for hans Øjne, og Kongen rakte det gyldne Scepter, som han havde i Hånden, ud imod Ester. Da trådte Ester hen og rørte ved Spidsen af Scepteret;

og da de sad ved Vinen, sagde Kongen til Ester: Hvad er din Bøn? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!

Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv: "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"

og man skal overgive Klædningen og Hesten til en af Kongens ypperste Fyrster og give den Mand, Kongen ønsker at hædre, Klædningen på og føre ham på Hesten over Byens Torv og råbe foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!

Da sagde Kongen til Haman: "Skynd dig at hente Klædningen og Hesten, som du sagde, og gør således ved Jøden Mordokaj, som sidder i den kongelige Port! Undlad intet af, hvad du sagde!

Så hentede Haman Klædningen og Hesten, gav Mordokaj Klædningen på'og førte ham på Hesten over Byens Torv og råbte foran ham: Således gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre!

spurgte Kongen atter den Dag Ester, medens de sad ved Vinen: "Hvad er din Bøn, Dronning Ester? Du skal få den opfyldt. Og hvad er dit Ønske? Om det så er Halvdelen af Riget, skal det tilstås dig!"

og Harbona, en af Hofmændene, der stod i Kongens Tjeneste, sagde: "Ved Hamans Hus står allerede den halvtredsindstyve Alen høje Galge, som Haman har ladet rejse til Mordokaj, hvis Ord dog var Kongen til Gavn!" Da sagde Kongen: "Hæng ham i den!"

Han affattede Skrivelser i Kong Ahasverus's Navn og forseglede dem med Kongens Seglring; derefter sendte han dem ud ved ridende Ilbud, der red på Gangere fra de kongelige Stalde, med Kundgørelse om,

Thi Mordokaj havde meget at sige ved Kongens Hof, og der gik Ry af ham i alle Lande; thi samme Mordokaj blev mægtigere og mægtigere.

Således stadfæstedes disse Purimsforskrifter ved Esters Befaling; og det blev optegnet i en Bog. 

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

Dog siger du: "Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?

han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed! 

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad

Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Har du mon været ved Havets Kilder, har du mon vandret på Dybets Bund?

Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

Du ved det, du blev jo født dengang, dine Dages Tal er jo stort!

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.