'Ved' i Biblen

HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"

Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,

Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 

Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord.

Jeg hænger ved dine Vidnesbyrd, lad mig ikke beskæmmes, HERRE!

Vend mine Øjne bort fra Tant, hold mig i Live ved dit Ord!

Se, dine Befalinger længes jeg efter, hold mig i Live ved din Retfærd!

Jeg, står op ved Midnat og takker dig for dine retfærdige Lovbud.

HERRE, jeg ved, at dine Bud er retfærdige, i Trofasthed har du ydmyget mig.

Aldrig i Evighed glemmer jeg dine Befalinger, thi ved dem holdt du mig i Live.

Ved dine Befalinger fik jeg Forstand, så jeg hader al Løgnens Vej.

Lad ved dit Ord mine Skridt blive faste og ingen Uret få Magten over mig!

Du slog dine Vidnesbyrd fast ved Retfærd og Troskab så såre.

Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.

Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.

HERREN er den, som bevarer dig, HERREN er din Skygge ved din højre;

lad os gå hen til hans Bolig, tilbede ved hans Fødders Skammel!"

Op og lov nu HERREN, alle HERRENs, som står i HERRENs Hus ved Nattetide!

Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;

(140:6) Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.

(140:13) Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.

HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

(142:5) Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

HERRE, hvad er et Menneske, at du kendes ved det, et Menneskebarn, at du agter på ham?

HERRE, sænk din Himmel, stig ned og rør ved Bjergene, så at de ryger;

oppe på Murene kalder den, tager til Orde i Byen ved Portindgangene:

derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

ved hans Kundskab brød Strømmene frem, lader Skyerne Dug dryppe ned.

hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

snart på Gader, snart på Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun; -

Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

Oppe på Høje ved Vejen, ved Korsveje træder den frem;

ved Porte, ved Byens Udgang, ved Dørenes Indgang råber den:

Tag ved Lære, tag ikke mod Sølv, tag mod Kundskab fremfor udsøgt Guld;

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Ved Døden brister den gudløses Håb, Dårers Forventning brister.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Onde må bukke for gode, gudløse stå ved retfærdiges Døre.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Glad Hjerte giver venligt Ansigt, ved Hjertesorg bliver Modet brudt.

Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

Gudløs Færd er Konger en Gru, thi ved Retfærd grundfæstes Tronen.

Visdom står den forstandige for Øje, Tåbens Blik er ved Jordens Ende.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

Ved Visdom bygges et Hus, ved Indsigt holdes det oppe,

ved Kundskab fyldes kamrene med alskens kosteligt, herligt Gods.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

når gudløse fjernes fra Koogen, grundfæstes hans Trone ved Retfærd.

Ved Tålmod overtales en Dommer, mild Tunge sønderbryder Ben.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

Ved Voldsmands Brøde opstår Strid, den kvæles af Mand med Forstand.

Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.

Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed.

Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed;

Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.

Hvo ved, om det bliver en Vismand eller en Tåbe? Og dog skal han råde over alt, hvad jeg med Flid og Visdom vandt under Solen. Også det er Tomhed.

Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen;

Intet er bedre for et Menneske end at spise og drikke og give sin Sjæl gode Dage ved sin Flid. Og det skønnede jeg, at også det kommer fra Guds Hånd.