'Af' i Biblen

Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By. 

(102:19) For Efterslægten skal det optegnes, af Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;

du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, så du frembringer Brød af Jorden

og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!

Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, både små og store;

ros jer af hans hellige Navn, eders Hjerte glæde sig, I, som søger HERREN;

de tvang hans Fødder med Lænker, han kom i Lænker af Jern,

af Frøer vrimlede Landet, selv i Kongens Sale var de;

alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;

Ægypterne glæded sig, da de drog bort, thi de var grebet af Rædsel for dem.

Husk os, Herre, når dit folk finder nåde, lad os få godt af din frelse,

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

Vandet skjulte dem, som trængte dem, ikke een blev tilbage af dem;

de grebes af Attrå i Ørkenen, i Ødemarken fristed de Gud;

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

De holdt til med Ba'al-Peor og åd af de dødes Ofre;

Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

En Sang. Salme af David (108:2) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!

altid være de, HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,

af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;

Dit Folk møder villigt frem på din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig, som Dug af Morgenrødens Moderskød.

Han drikker af Bækken ved Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 

Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed!

som rejser den ringe af Støvet, løfter den fattige op af Skarnet

Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

velsignet er I af HERREN, Himlens og Jordens Skaber.

De døde priser ej HERREN, ingen af dem, der steg ned i det tavse.

Jeg vil indfri HERREN mine Løfter i Påsyn af alt hans Folk.

mine Løfter vil jeg indfri HERREN i Påsyn af alt hans Folk

Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte.

Jeg vil takke dig af oprigtigt Hjerte, når jeg lærer din Retfærds Lovbud.

Af hele mit Hjerte søger jeg dig, lad mig ikke fare vild fra dine Bud!

Altid hentæres min Sjæl af Længsel efter dine Lovbud.

Af Kummer græder. min Sjæl, oprejs mig efter dit Ord!

Giv mig Kløgt, så jeg agter på din Lov og holder den af hele mit Hjerte.

Jeg bønfaldt dig af hele mit Hjerte, vær mig nådig efter dit Ord!

Jorden er fuld af din Miskundhed, HERRE, lær mig dine Vedtægter!

Af Rædsel for dig gyser mit Kød, og jeg frygter for dine Lovbud.

Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter.

For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.

Summen af dit Ord er Sandhed, og alt dit retfærdige Lovbud varer evigt.

Forbarm dig over os, HERRE, forbarm dig! Thi overmætte er vi af Spot,

overmæt er vor Sjæl af de sorgløses Hån, de stoltes Spot! 

Jerusalem ligger hegnet af Bjerge; og HERREN hegner sit Folk fra nu og til evig Tid :

HERRE, vær god mod de gode, de oprigtige af Hjertet;

HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.

Folkenes Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Til Korherren. Salme af David (140:2) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,

Maskil af David. En Bøn. Dengang han var i Hulen (142:2) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

Herren bygger Jerusalem, han samler de spredte af Israel,

som Brødsmuler sender han Hagl, Vandene stivner af Kulde fra ham;

Han løfter et horn for sit folk, lovprist af alle sine fromme, af Israels børn, det folk, der står ham nær. Halleluja! 

for at binde deres Konger med Lænker, deres ædle med Kæder af Jern

Ordsprog af Salomo, Davids Søn, Israels Konge.

Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

men gudløse ryddes af Landet, troløse rykkes derfra. 

Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

Stol på HERREN af hele dit Hjerfe, men forlad dig ikke på din Forstand;

Ær med din Velstand HERREN med Førstegrøden af al din Avl;

da fyldes dine Lader med Korn, dine Perser svømmer over af Most.

Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

det slippe dig ikke af Syne, du vogte det dybt i dit Hjerte;

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

red dig som en Gazel af Snaren, som en Fugl af Fuglefængerens Hånd.

Hvor længe vil du ligge, du lade, når står du op af din Søvn?

Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

Den retfærdiges Læber nærer mange, Dårerne dør af Mangel på Vid.

HERRENs Frygt lægger dage til, gudløses År kortes af.

Den retfærdige fries af Trængsel, den gudløse kommer i hans Sted.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Af sine Veje mættes den frafaldne, af sine Gerninger den, som er god.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Vises Tunge drypper af Kundskab, Dårskab strømmer fra Tåbers Mund.

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

Bedre en tør Bid Brød med fred end Huset fuldt af Sul med Trætte.