'De' i Biblen

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,

bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,

Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;

(41:8) de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

(41:9) de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

(41:15) Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.

Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.

En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom. (3:2) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

(3:8) Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

(5:11) Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

(6:11) Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam. 

(7:11) Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;

(7:14) men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.

(9:6) Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

(9:7) Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

(9:10) HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

(9:16) Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.

(9:18) Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.

(9:21) HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela. 

Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn! 

Til Korherren. Al-ha-sheminit. Salme af David. (12:2) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

(12:3) de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

(12:9) De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn. 

Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?

Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

De hellige, som er i Landet, de er de herlige, hvem al min Hu står til."

de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

(18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

(18:28) De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

(18:38) Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

(18:45) hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

(19:14) Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.