'De' i Biblen

(58:4) Fra Moders Liv vanslægted de gudløse, fra Moders Skød for Løgnerne vild.

(58:5) Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

(59:4) Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

(59:5) Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!

(59:6) Du er jo HERREN, Hærskarers Gud, Israels Gud. Vågn op og hjemsøg alle Folkene, skån ej een af de troløse Niddinger! - Sela.

(59:7) Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen!

(59:13) giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

(59:15) Ved Aften kommer de tilbage, hyler som Hunde og stryger gennem Byen,

(59:16) vanker rundt efter Føde og knurrer, når de ikke mættes.

(60:6) Dem, der frygter dig, gav du et Banner, hvorhen de kan fly for Buen. - Sela.

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

(62:10) Kun Tomhed er Mennesker, Mænd en Løgn, på Vægtskålen vipper de op, de er Tomhed til Hobe.

(63:10) Forgæves står de mig efter livet, i Jordens Dyb skal de synke,

(64:6) Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?"

(64:7) De udtænker onde Gerninger, fuldfører en gennemtænkt Tanke - og Menneskets Indre og Hjerte er dybt.

(64:8) Da rammer Gud dem med en Pil af Slaget rammes de brat;

(64:11) de retfærdige glædes i HERREN og lider på ham, de oprigtige af Hjertet jubler til Hobe! 

(65:13) de øde Græsgange flyder, med Jubel omgjordes Højene;

(65:14) Engene klædes med Får, Dalene hylles i Korn, i Jubel bryder de ud og synger! 

al Jorden tilbeder dig, de lovsynger dig, lovsynger dit Navn." - Sela.

Han forvandlede Hav til Land, de vandrede til Fods over Strømmen; lad os fryde os højlig i ham.

(68:3) som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.

(68:11) din Skare tog Bolig der, for de arme sørged du, Gud, i din Godhed,

(68:12) Ord lægger Herren de Kvinder i Munden, som bringer Glædesbud, en talrig Hær:

(68:13) "Hærenes Konger flyr, de flyr, Husets Frue uddeler Bytte.

(68:19) Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.

(68:26) Sangerne forrest, så de, der spiller, i Midten unge Piger med Pauker:

(68:31) Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!

(68:32) De kommer med Olie fra Ægypten, Ætiopeme iler til Gud med fulde Hænder.

(68:34) hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

(69:5) flere end mit Hoveds Hår er de, der hader mig uden Grund, mange er de, som vil mig til Livs, uden Skel er mig fjendske; hvad jeg ikke har ranet, skal jeg dog erstatte!

(69:13) De, der sidder i Porten, taler om mig, ved Drikkelagene synger de om mig.

(69:22) de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

(69:27) Thi de forfølger den, du slog, og øger Smerten for dem, du såred.

(69:29) lad dem slettes af Livets Bog, ej optegnes blandt de retfærdige!

(69:33) Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

(69:34) Thi HERREN låner de fattige Øre, han agter ej fangne Venner ringe.

(69:36) thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

(69:37) hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. 

(70:3) Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(70:4) lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!"

thi mine Fjender taler om mig, de der lurer på min Sjæl, holder Råd:

indtil Alderdommens Tid og de grånende Hår svigte du mig ikke, o Gud. End skal jeg prise din Arm for alle kommende Slægter.

også min Tunge skal Dagen igennem forkynde din Retfærd, thi Skam og Skændsel får de, som vil mig ilde. 

De arme blandt Folket skaffer han Ret, han bringer de fattige Frelse, og han slår Voldsmanden ned.

Måtte han leve og Guld fra Saba gives ham! De skal bede for ham bestandig, velsigne ham Dagen igennem.

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Til Korherren. Al-tashket. Salme af Asaf. En Sang (75:2) Vi takker dig, Gud, vi takker dig; de, der påkalder dit Navn, fortæller dine Undere.

(75:5) Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet,

(75:9) Thi i HERRENs Hånd er et Bæger med skummende, krydet Vin. han skænker i for een efter een, selv Bærmen drikker de ud; alle Jordens gudløse drikker.

(75:11) alle de gudløses Horn stødes af, de retfærdiges Horn skal knejse! 

(76:5) Frygtelig var du, herlig på de evige Bjerge.

(76:6) De tapre gjordes til Bytte, i Dvale sank de, og kraften svigted alle de stærke Kæmper.

(76:11) Thi Folkestammer skal takke dig, de sidste af Stammerne fejre dig.

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

Hedninger er trængt ind i din arvelod, Gud de har besmittet dit hellige Tempel og gjort Jerusalem til en Stenhob;

de har givet Himlens Fugle dine Tjeneres Lig til Æde, Jordens vilde Dyr dine frommes Kød;

deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;

thi de har opædt Jakob og lagt hans Bolig øde.

Lad de fangnes Suk nå hen for dit Åsyn, udløs Dødens Børn efter din Arms Vælde,

lad syvfold Gengæld ramme vore Naboer for Hånen, de viser dig, Herre!

(81:13) Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

"Hvor længe vil I dømme uredeligt og holde med de gudløse? - Sela.