'Den' i Biblen

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage! 

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

så den greb om Jordens Flige og gudløse rystedes bort,

så den dannedes til som Ler under Segl, fik Farve, som var den en Klædning?