'Den' i Biblen

De gudløses Lys toges fra dem, den løftede Arm blev knust.

Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

den, jeg gemmer til Trængselens Tid, til Kampens og Krigens Dag?

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den! 

Vil den trættekære tvistes med den Almægtige? Han, som revser Gud, han svare herpå!

Se Nilhesten! Den har jeg skabt såvel som dig. Som Oksen æder den Græs.

Halen holder den stiv som en Ceder, Bovens Sener er flettet sammen;

dens Knogler er Rør af, Kobber, Benene i den som Stænger af Jern.

Den er Guds ypperste Skabning, skabt til at herske over de andre;

thi Foder til den bærer Bjergene, hvor Markens Vildt har Legeplads.

Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;

Lotusbuskene giver den Tag og Skygge, Bækkens Pile yder den Hegn.

Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

Hvem kan gribe den i dens Tænder og trække Reb igennem dens Snude? 

(40:27) Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

(40:28) Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

(40:29) Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

(40:30) Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

(41:2) Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

(41:3) Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

(41:4) Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

(41:14) Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

(41:16) fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

(41:19) Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

(41:20) Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

(41:21) Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

(41:23) Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

(41:24) bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

(41:25) Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

(41:26) Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr. 

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.

og han kaldte den ene Jemima, den anden Kezia og den tredje Keren-Happuk.

Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:13) Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 

Shiggajon af David. Han sang den til Herren på grund af benjaminitten Kush. (7:2) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

(7:8) Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!

(7:10) På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

(7:16) han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.

(7:18) Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn. 

Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

(8:10) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord! 

(9:17) HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.

(9:19) Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

(12:3) de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

(12:4) Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

(12:6) "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

(18:4) Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

(18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

(18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(19:7) rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

(20:10) HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder! 

(21:8) Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

(22:4) Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

(22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

(22:28) Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.

Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!