'Deres' i Biblen

(58:10) Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

(59:8) Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

(59:13) giv dem hen, o Herre, i Mundens Synd, i Læbernes Ord, og lad dem hildes i deres Hovmod for de Eder og Løgne, de siger;

(61:6) Ja du, o Gud, har hørt mine Løfter, opfyldt deres Ønsker, der frygter dit Navn.

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

(64:9) han styrter dem for deres Tunges Skyld. Enhver, som ser dem, ryster på Hovedet;

(65:8) du, som dæmper Havenes Brusen, deres Bølgers Brusen og Folkefærds Larm,

(68:31) Tru ad Dyret i Sivet, Tyreflokken, Folkeslags Herrer, så de hylder dig med deres Sølvstykker. Adsplit Folkeslag, der elsker Strid!

(69:23) Lad Bordet foran dem blive en Snare, deres Takofre blive en Fælde;

(69:26) deres Teltlejr blive et Øde, og ingen bo i deres Telte!

(70:4) lad dem stivne af Rædsel ved deres Skam, de, som siger: "Ha, ha!"

han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

deres Blod har de udøst som Vand omkring Jerusalem, ingen jorder dem;

Hvorfor skal Hedninger sige: "Hvor er deres Gud?" Lad dine Tjeneres udgydt Blod blive hævnet på Hedningerne for vore Øjne!

(81:13) Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

(81:15) Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!

(81:16) Deres Avindsmænd skulde falde og gå til Grunde for evigt;

(83:12) Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,

(83:17) fyld deres Åsyn med Skam, så de søger dit Navn, o HERRE;

(85:3) tog Skylden bort fra dit Folk og skjulte al deres Synd. - Sela.

(85:9) Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

(89:33) da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!

de skal bære dig på deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten;

Strømme lod runge, HERRE, Strømme lod runge deres Drøn, Strømme lod runge deres Brag.

han vender deres Uret imod dem selv, udsletter dem for deres Ondskab; dem udsletter HERREN vor Gud. 

Til Skamme blev alle, som dyrkede Billeder, de, som var stolte af deres Afguder; alle Guder bøjed sig for ham.

(102:18) han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.

(102:29) Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestå for dit Åsyn. 

de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;

over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.

de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.

De sniger sig bort, når Sol står op, og lægger sig i deres Huler;

Du skjuler dit Åsyn, og de forfærdes; du tager deres Ånd, og de dør og vender tilbage til Støvet;

tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger

han vendte deres Sind til Had mod sit Folk og til Træskhed imod sine Tjenere.

han gjorde deres Vande til Blod og slog deres Fisk ihjel;

han talede, så kom der Bremser og Myg i alt deres Land;

han slog både Vinstok og Figen og splintrede Træerne i deres Land;

de åd alt Græs i Landet, de åd deres Jords Afgrøde;

alt førstefødt i Landet slog han, Førstegrøden af al deres Kraft;

han fried dem af deres Avindsmænds Hånd og udløste dem fra Fjendens Hånd;

Ilden rasede i deres Flok, Luen brændte de gudløse op.

de byttede deres Herlighed bort for et Billed af en Okse, hvis Føde er Græs;

de glemte Gud, deres Frelser, som øvede store Ting i Ægypten,

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

splitte deres Sæd blandt Folkene, sprede dem rundt i Landene.

de krænked ham med deres Gerninger, og Plage brød løs iblandt dem.

De vakte hans Vrede ved Meribas Vand, og for deres Skyld gik det Moses ilde;

med Hedninger blandede de sig og gjorde deres Gerninger efter;

deres Gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en Snare;

de udgød uskyldigt Blod, deres Sønners og Døtres Blod, som de ofred til Kana'ans Guder, og Landet blev smittet ved Blod;

de blev urene ved deres Gerninger, bolede ved deres idrætter.

han gav dem i Folkenes Hånd, deres Avindsmænd blev deres Herrer;

deres Fjendervoldte dem Trængsel, de kuedes under deres Hånd.

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

Hvi skal Folkene sige: "Hvor er dog deres Gud?"

Deres Billeder er Sølv og Guld, Værk af Menneskehænder;

de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

Israel stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

Arons Hus stoler på HERREN, han er deres Hjælp og Skjold;

de, som frygter HERREN, stoler på ham, han er deres Hjælp og Skjold.

Salige de, der agter på hans Vidnesbyrd, søger ham af hele deres Hjerte.

Deres Hjerte er dorskt som Fedt, jeg har min Lyst i din Lov.

Som trælles øjne følger deres Herres Hånd, som en Trælkvindes Øjne følger hendes Frues Hånd, så følger vore Øjne HERREN vor Gud, til han er os nådig.