'Ej' i Biblen

skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!

de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?

Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"

nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.

de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

(40:32) Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

(41:4) Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

(41:18) Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.

(5:6) for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,

Til Korherren. Til strengespil. Al-ha-sheminit. Salme af David. (6:2) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,

(7:3) at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.

(9:7) Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:18) Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.

(9:19) Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

Han siger i Hjertet: "Jeg rokkes ej, kommer ikke i Nød fra Slægt til Slægt."

Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

(13:4) Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden

ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes. 

Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(19:14) Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(31:18) HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

(36:12) Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.

Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.

thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.

Salme af David. Le-hazkir (38:2) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

(38:10) HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(40:7) Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

(40:11) Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

(40:18) Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 

Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand!

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

(44:10) Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;

(44:19) Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.

(44:22) vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom

(44:24) Vågn op, hvi sover du, Herre? Bliv vågen, forstød ej for stedse!