'Gar' i Biblen
Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag.
Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.
som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.
tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier
når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;
han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.
Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.
Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.
Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.
Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.
Gudløs Budbringer går det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
Hvo redeligt vandrer, frygter HERREN, men den, som går Krogveje, agter ham ringe.
Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.
Dårskab er Glæde for Mand uden Vid, Mand med Indsigt går lige frem.
Den kloge går opad på Livets Vej for at undgå Dødsriget nedentil.
Hovmod går forud for Fald, Overmod forud for Snublen.
Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.
Mand uden Vid giver Håndslag og går i Borgen for Næsten.
Mands Hovmod går forud for Fald, Ydmyghed forud for Ære.
Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.
Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.
Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.
Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.
Skyldtynget Mand går Krogveje, den renes Gerning er ligetil.
Løgnagtigt Vidne går under, Mand, som vil høre, kan tale fremdeles.
Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder.
Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.
Alt i Går optegned jeg til dig, alt i Forgårs Råd og Kundskab
thi den onde har ingen Fremtid, gudløses Lampe går ud.
men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.
Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,
Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.
Den, som vandrer lydefrit, frelses, men den, som går Krogveje, falder i Graven.
Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.
Hun skønner, hendes Husholdning lykkes, hendes Lampe går ikke ud om Natten.
Klædt i Styrke og Hæder går hun Morgendagen i Møde med Smil.
Slægt går, og Slægt kommer, men Jorden står til evig Tid.
Sol står op, og Sol går ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
Vinden går mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
Alle går sammesteds hen, alle blev til af Muld, og alle vender tilbage til Mulden.
(4:17) Var din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.
(5:13) går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham.
(5:15) Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?
thi at det kommer, er Tomhed, og det går bort i Mørke, og i Mørke dølges dets Navn;
Der er en Tomhed, som forekommer på Jorden: at der findes retfærdige, hvem det går, som om de havde gjort de gudløses Gerninger, og gudløse, hvem det går som om de havde gjort de retfærdiges Gerninger. Jeg sagde: Også det er Tomhed.
Hver Gang jeg vendte min Hu til at nemme Visdom og granske det Slid, som går for sig på Jorden - thi hverken Dag eller Nat får man Søvn i Øjnene -
Thi alle får en og samme Skæbne, retfærdig og gudløs, god og ond, ren og uren, den, som ofrer, og den, som ikke ofrer; det går den gode som Synderen, den sværgende som den, der skyr at sværge.
Kast dit Brød på Vandet, Thi du får det igen, går end lang Tid hen.
da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden,
"Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.
Salige de retfærdige, dem går det godt, deres Gerningers frugt skal de nyde;
ve den gudløse, ham går det ilde; han får, som hans Hænder har gjort.
HERREN siger: Eftersom Zions Døtre bryster sig og går med knejsende Nakke og kælne Blikke, går med trippende Gang og med raslende Ankelkæder -
de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster, Sauls Gibea flyr.
Det går med Babel, Rigernes Krone, Kaldæernes stolte Pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra.
Dibons Datter går op på Høje for at græde, oppe på Nebo og Medeba jamrer Moab; hvert et Hoved er skaldet, alt skæg skåret af,
Et Udsagn om Damaskus. Se, Damaskus går ud af Byernes Tal og bliver til Sten og Grus;
Det er ude med Efraims Værn, Damaskus's Kongedømme, Arams Rest; det går dem som Israels Sønners Herlighed, lyder det fra Hærskarers HERRE.
det går Lægfolk som Præst, Træl som Herre, Trælkvinde som Frue, Køber som Sælger, Långiver som Låntager, Ågerkarl som Skyldner.
Thi på Jorden midt iblandt Folkene går det, som når Olietræets Frugt slås ned, som ved Efterslæt, når Vinen er høstet:
Thi HERREN går ud fra sin Bolig for at straffe Jordboernes Brøde; sit Blod bringer Jorden for Lyset og dølger ej mer sine dræbte.
og dets herlige Smykkes visnende Blomster på Tindingen af den fede bal; det går den som en tidligmoden Figen før Frugthøst: Hvo der får Øje på den, plukker den, og knap er den i Hånden, før han har slugt den.
Så bliver for dem da HERRENs Ord: "Hakke og rakke, rakke og bakke, lidt i Vejen her og lidt i Vejen der!" så de går hen og styrter bagover, sønderslås, fanges og hildes.
Fordi I siger: "Vi slutted en Pagt med Døden, Dødsriget gjorde vi Aftale med; når den susende Svøbe går frem, da når den ej os, thi Løgn har vi gjort til vort Ly, vi har gemt os i Svig;"
Eders Pagt med Døden skal brydes, Aftalen med Dødsriget glippe. Når den susende Svøbe går frem, skal den slå jer til Jorden,
jer skal den ramme, hver Gang den går frem; thi Morgen efter Morgen går den frem, ved Dag og ved Nat, idel Angst skal det blive at få Syner tydet.
de, som går ned til Ægypten uden at spørge min Mund for at værne sig ved Faraos Værn, søge Ly i Ægyptens Skygge!
Sang skal der være hos eder som i Natten, når Højtid går ind, en Hjertens Glæde som en Vandring til Fløjte mod HERRENs Bjerg, mod Israels Klippe.
Ve dem, som går ned til Ægypten om hjælp og slår Lid til heste, som stoler på Vognenes mængde, på Rytternes store Tal, men ikke ser hen til Israels Hellige, ej rådspørger HERREN.
Se, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens Konge.
Jeg ser, når du rejser og sætter dig, ved, når du går og kommer.
Hvo vakte i Østen ham, hvis Fod går fra Sejr til Sejr, hvo giver Folk i hans Vold og gør ham til Kongers Hersker? Han gør deres Sværd til Støv, deres Buer til flagrende Strå,
forfølger dem, går uskadt frem ad en Vej, hans Fod ej har trådt.
Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.
Når du går gennem Vande, er jeg med dig, gennem Strømme, de river dig ikke bort; når du går gennem Ild, skal du ikke svides, Luen brænder dig ikke.
Selv går jeg frem foran dig, Hindringer jævner jeg ud; jeg sprænger Porte af Kobber og sønderhugger Slåer af Jern.
Skam og Skændsel bliver alle hans Fjender til Del, til Hobe går Gudemagerne om med Skændsel.
Dine Børn kommer ilende; de, som nedbrød og lagde dig øde, går bort.
I Folkeslag, lyt til mig, I Folkefærd, lån mig Øre! Thi Lov går ud fra mig, min Ret som Folkeslags Lys;
Thi i Hast skal I ej drage ud, I skal ikke flygte; nej, foran eder går HERREN, eders Tog slutter Israels Gud.
så skal det gå med mit Ord, det, som går ud af min Mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde Hvervet, jeg gav det.
Thi evigt går jeg ikke i Rette, evindelig vredes jeg ej; så vansmægted Ånden for mit Ansigt, Sjæle, som jeg har skabt,
Som Kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte HERRENs Ånd. Således ledte du dit Folk for at vinde dig et herligt Navn."
og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.
Du onde Slægt, så mærk jer dog HERRENs Ord! Har jeg været en Ørk for Israel, et bælgmørkt Land? Hvorfor mon mit Folk da siger: "Vi går, hvor vi vil, og kommer ej mer til dig."
Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd.
Og du siger: "Jeg er frikendt, hans Vrede har vendt sig fra mig." Se, med dig går jeg i Rette, da du siger: "Jeg har ikke syndet."
Når en Mand frastøder sin hustru, og hun går fra ham og ægter en anden, kan hun så gå tilbage til ham? Er slig en Kvinde ej sunket til Bunds i Vanære? Og du, som boled med mange Elskere, vil tilbage til mig! så lyder det fra HERREN.
Forkynd i Juda og Jerusalem, kundgør og tal, lad Hornet gjalde i Landet, råb, hvad I kan, og sig: Flok jer sammen! Vi går ind i de faste Stæder!
Derfor sørger Jorden, og Himlen deroppe er sort; thi jeg talede og angrer det ikke, tænkte og går ikke fra det.
Derfor skal en Løve fra Skoven slå dem, en Ulv fra Ødemarken hærge dem, en Panter lure ved Byerne; enhver, som går derfra, rives sønder; thi talrige er deres Synder, mange deres Frafald.
De faldt alle genstridige fra, de går og bagtaler, er kun Kobber og Jern, alle handler de slet.