'Jeg' i Biblen

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. 

(75:3) "Selv om jeg udsætter Sagen, dømmer jeg dog med Retfærd;

(75:4) vakler end Jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens Støtter." - Sela.

(75:5) Til Dårerne siger jeg: "Vær ej Dårer!" og til de gudløse: "Løft ej Hornet,

(75:10) Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;

Til Korherren.Efter Jedutun. Salme af Asaf (77:2) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

(77:3) jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

(77:4) jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

(77:5) Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

(77:6) Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

(77:7) jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

(77:11) Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

(77:12) Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

(77:13) Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

(81:7) "Jeg fried hans Skulder for Byrden, hans Hænder slap fri for Kurven.

(81:8) I Nøden råbte du, og jeg frelste dig, jeg svarede dig i Tordenens Skjul, jeg prøvede dig ved Meribas Vande. - Sela.

(81:9) Hør, mit Folk, jeg vil vidne for dig, Israel, ak, om du hørte mig!

(81:11) Jeg, HERREN, jeg er din Gud! som førte dig op fra Ægypten; luk din Mund vidt op, og jeg vil fylde den!

(81:13) Da lod jeg dem fare i deres Stivsind, de vandrede efter deres egne Råd.

(81:15) Da kued jeg snart deres Fjender, vendte min Hånd mod deres Uvenner!

(81:17) jeg nærede dig med Hvedens Fedme, mættede dig med Honning fra Klippen!" 

Jeg har sagt, at I er Guder, I er alle den Højestes Sønner;

(85:9) Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler! Visselig taler han Fred til sit Folk og til sine fromme og til dem, der vender deres Hjerte til ham;

Bøj dit Øre, HERRE, og svar mig, thi jeg er arm og fattig!

Vogt min Sjæl, thi jeg ærer dig; frels din Tjener, som stoler på dig!

Vær mig nådig, Herre, du er min Gud; thi jeg råber til dig Dagen igennem.

Glæd din Tjeners Sjæl, thi til dig, o Herre, løfter jeg min Sjæl;

På Nødens Dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig.

Lær mig, HERRE, din Vej, at jeg kan vandre i din Sandhed; vend mit Hjerte til dette ene: at frygte dit Navn.

Jeg vil takke dig, Herre min Gud, af hele mit Hjerte, evindelig ære dit Navn;

Jeg nævner Rahab og Babel blandt dem, der kender HERREN, Filisterland, Tyrus og Kusj, en fødtes her, en anden der.

En Sang. Salme af Kora-Sønnerne Til Korherren. Al-mahalat-le-annot. Maskil af Ezraitten Heman (88:2) HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig;

(88:5) jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

(88:9) Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud,

(88:10) mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.

(88:14) Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

(88:16) Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;

Maskil af Ezraitten Etan (89:2) Om HERRENs, Nåde vil jeg evigt synge, fra Slægt til Slægt med min Mund forkynde din Trofasthed.

(89:4) Jeg sluttede en Pagt med min udvalgte, tilsvor David, min Tjener:

(89:5) "Jeg lader din Sæd bestå for evigt, jeg bygger din Trone fra Slægt til Slægt!" - Sela.

(89:20) Du taled engang i et Syn til dine fromme : "Krone satte jeg på en Helt, ophøjed en Yngling af Folket;

(89:21) jeg har fundet David, min Tjener, salvet ham med min hellige Olie;

(89:24) jeg knuser hans Fjender foran ham og nedstøder dem, der bader ham;

(89:26) jeg lægger Havet under hans Hånd og Strømmene under hans højre;

(89:28) Jeg gør ham til førstefødt, den største blandt Jordens Konger;

(89:29) jeg bevarer for evigt min Miskundhed mod ham, min Pagt skal holdes ham troligt;

(89:30) jeg lader hans Æt bestå for evigt, hans Trone, så længe Himlen er til.

(89:33) da hjemsøger jeg deres Synd med Ris, deres Brøde med hårde Slag;

(89:34) men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;

(89:35) jeg bryder ikke min Pagt og ændrer ej mine Læbers Udsagn.

(89:36) Ved min Hellighed svor jeg een Gang for alle - David sviger jeg ikke:

(89:51) Kom, Herre, din Tjeners Skændsel i Hu, at jeg bærer Folkenes Spot i min Favn,

siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, på hvem jeg stoler.

"Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

kalder han på mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære:

med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!" 

(92:5) Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

Når jeg tænkte: "Nu vakler min Fod", støtted din Nåde mig, HERRE;

Jeg væmmedes fyrretyve År ved denne Slægt, og jeg sagde: Det er et Folk med vildfarne Hjerter, de kender ej mine Veje.

Så svor jeg da i min Vrede: De skal ikke gå ind til min Hvile! 

Om Nåde og Ret vil jeg synge, dig vil jeg lovsynge, Herre.

Jeg vil agte på uskyldiges Vej, når den viser sig for mig, vandre i Hjertets Uskyld bag Hjemmets Vægge,

på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge;

det falske Hjerte må holde sig fra mig, den onde kender jeg ikke;

den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.

Alle Landets gudløse gør jeg til intet hver Morgen for at udrydde alle Udådsmænd af HERRENs By. 

(102:3) skjul dog ikke dit Åsyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; når jeg kalder, så skynd dig og svar mig!

(102:5) mit Hjerte er svedet og - visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.

(102:7) jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen på øde Steder;

(102:8) om Natten ligger jeg vågen og jamrer så ensom som Fugl på Taget;

(102:10) Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Tårer

(102:12) mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.

(102:25) Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine År er fra Slægt til Slægt.

Jeg vil synge for HERREN, så længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.

Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.

idet han sagde: "Dig giver jeg Kana'ans Land som eders Arvelod."

En Sang. Salme af David (108:2) Mit Hjerte er trøstigt, Gud, mit hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lovprise dig, vågn op, min Ære!

(108:3) Harpe og Citer, vågn op, jeg vil vække Morgenrøden.

(108:4) Jeg vil takke dig, HERRE, blandt Folkeslag, lovprise dig blandt Folkefærd;

(108:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;

(108:10) Moab min Vaskeskål, på Edom kaster jeg min Sko, over Filisterland jubler jeg."

til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;

Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vånder sig i mig;

som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;

til Spot for dem er jeg blevet, de ryster på Hovedet, når de

Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;

HERREN sagde til min Herre: "Sæt dig ved min højre hånd, til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder!"

Halleluja! jeg takker Herren af hele mit hjerte i oprigtiges kreds og i menighed!

Halleluja! Jeg elsker Herren, thi han hører min røst, min tryglende bøn,

ja, han bøjed sit Øre til mig, jeg påkaldte HERRENs Navn.

Dødens Bånd omspændte mig, Dødsrigets Angster greb mig, i Trængsel og Nød var jeg stedt.

Jeg påkaldte HERRENs Navn: "Ak, HERRE, frels min Sjæl!"

HERREN vogter enfoldige, jeg var ringe, dog frelste han mig.