'Mig' i Biblen

Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte.

Lad min Klage nå frem for dit Åsyn, HERRE, giv mig Indsigt efter dit Ord!

Lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, frels mig efter dit Ord!

Mine Læber skal synge din Pris, thi du lærer mig dine Vedtægter.

Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.

Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.

Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!"

De trængte mig hårdt fra min ungdom - så siger Israel -

de trængte mig hårdt fra min Ungdom, men kued mig ikke.

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.

Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.

HERREN vil føre det igennem for mig, din Miskundhed, HERRE, varer evindelig. Opgiv ej dine Hænders Værk! 

HERRE, du ransager mig og kender mig!

Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.

At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"

Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej! 

Til Korherren. Salme af David (140:2) Red mig, HERRE, fra onde Mennesker, vær mig et Værn mod Voldsmænd,

(140:5) Vogt mig, HERRE, for gudløses Hånd, vær mig et Værn mod Voldsmænd, som pønser på at bringe mig til Fald.

(140:6) Hovmodige lægger Snarer og Strikker for mig, breder et Net for min Fod, lægger Fælder for mig ved Vejen. - Sela.

(140:10) Lad dem ikke løfte Hovedet mod mig, lad deres Trusler ramme dem selv!

HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

(142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

(142:5) Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

(142:7) Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

HERRE, hør min Bøn og lyt til min tryglen, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærd,

Thi Fjender forfølger min Sjæl, de træder mit Liv i Støvet, lader mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Ånden hensygner i mig, mit Hjerte stivner i Brystet.

Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.

Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.

Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;

lær mig at gøre din Vilje, thi du er min Gud, mig føre din gode Ånd ad den jævne Vej!

For dit Navns Skyld, HERRE, holde du mig i Live, udfri i din Retfærd min Sjæl af Trængsel,

min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

udræk din Hånd fra det høje, fri og frels mig fra store Vande,

Fri mig fra det onde Sværd, frels mig fra fremmedes Hånd, de, hvis Mund taler Løgn, hvis højre er Løgnehånd.

Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel. 

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Thi mange bliver ved mig dine Dage, dine Livsårs Tal skal øges.

Giv mig dit Hjerte, min Søn, og lad dine Øjne synes om mine Veje!

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:

Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

Massaiten Agur, Jakes Søns ord. Manden siger: Træt har jeg slidt mig, Gud, træt har jeg slidt mig, Gud, jeg svandt hen;

thi jeg er for dum til at regnes for Mand, Mands Vid er ikke i mig;

Tvende Ting har jeg bedet dig om, nægt mig dem ej, før jeg dør:

Hold Svig og Løgneord fra mig: giv mig hverken Armod eller Rigdom, men lad mig nyde mit tilmålte Brød,

Jeg tænkte ved mig selv: "Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde."

Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed.

Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.

Jeg fuldbyrdede store Værker, byggede mig Huse, plantede mig Vingårde,

anlagde mig Haver og Lunde og plantede alle Hånde Frugttræer deri,

anlagde mig Damme til at vande en Skov i Opvækst;

jeg købte Trælle og Trælkvinder, og jeg havde hjemmefødte Trælle; også Kvæg, Hornkvæg og Småkvæg, havde jeg i større Måder end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem;

jeg samlede mig også Sølv og Guld, Skatte fra Konger og Lande; jeg tog mig Sangere og Sangerinder og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.

Og jeg blev stor, større end nogen af dem, der før mig havde været i Jerusalem; desuden blev min Visdom hos mig.

Men da jeg overskuede alt, hvad mine Hænder havde virket, og den Flid, det havde kostet mig, se, da var det alt sammen Tomhed og Jag efter Vind, og der er ingen Vinding under Solen.

Thi hvad gør det Menneske, som kommer efter Kongen? Det samme, som tilforn er gjort? Jeg gav mig da til at sammenligne Visdom med Dårskab og Tåbelighed.

Da sagde jeg ved mig selv: "Tåbens Skæbne rammer også mig; hvad har jeg da for, at jeg er blevet overvættes viis?" Og jeg sagde ved mig selv, at også det er Tomhed;

Da blev jeg led ved Livet, thi ilde tyktes mig det, som sker under Solen; thi det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

Og jeg blev led ved al den Flid, jeg, har gjort mig under Solen, fordi jeg må efterlade mit Værk til den, som kommer efter mig.

Og jeg var ved at fortvivle over al den Flid, jeg har gjort mig under Solen;

Jeg sagde ved mig selv: "Den retfærdige og den gudløse dømmer Gud; thi for hver en Ting og hver en Idræt har han fastsat en Tid.

Jeg sagde ved mig selv: "Det er for Menneskenes Skyld, for at Gud kan prøve dem, og for at de selv kan se, at de er Dyr:"

Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid.

Alt dette ransagede jeg med Visdom; jeg tænkte: "Jeg vil vorde viis." Men Visdom holdt sig langt fra mig;

Jeg tog mig for at vende min Hu til Kundskab og Granskning og til at søge efter Visdom og sikker Viden og til at kende, at Gudløshed er Tåbelighed, Dårskab Vanvid.

Ja, alt dette lagde jeg mig på Sinde, og mit hjerte indså det alt sammen: at de retfærdige og de vise og deres Gerninger er i Guds Hånd. Hverken om Kærlighed eller Had kan Menneskene vide noget; alt, hvad der er dem for Øje, er Tomhed.

Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig:

Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin.

Drag mig efter dig, kom, lad os løbe; Kongen tog mig ind i sine Kamre. Vi vil juble og glæde os i dig, prise din Hærlighed fremfor Vin. Med Rette har de dig kær.

Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.