286 begivenheder

'Ondt' i Biblen

Dette var ondt i Guds Øjne, og han slog Israel.

Han gjorde, hvad der var ondt, thi hans Hjerte var ikke vendt til at søge HERREN.

Israels Konge svarede: "Her er endnu en Mand, ved hvem vi kan rådspørge HERREN; men jeg hader ham, fordi han aldrig spår mig godt, men altid ondt; det er Mika, Jimlas Søn." Men Josafat sagde: "Således må Kongen ikke tale!"

Israels Konge sagde da til Josafat: "Sagde jeg dig ikke, at han aldrig spår mig godt, men kun ondt!"

Se, således har HERREN lagt en Løgnens Ånd i disse dine Profeters Mund, thi HERREN har ondt i Sinde imod dig!"

Han vandrede i Israels Kongers Spor ligesom Akabs Hus, thi han havde en Datter af Akab til Hustru, og han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.

Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom Akabs Hus, thi efter Faderens Død blev de hans Rådgivere, og det blev hans Fordærv.

Thi vore Fædre var troløse og gjorde, hvad der var ondt i HERREN vor Guds Øjne, de forlod ham, idet de vendte Ansigtet bort fra HERRENs Bolig og vendte den Ryggen;

Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, og efterlignede de Folkeslags Vederstyggeligheder, som HERREN havde drevet bort foran Israeliterne.

Han lod sine Sønner gå igennem Ilden i Hinnoms Søns Dal, drev Trolddom og tog Varsler, drev hemmelige Kunster og ansatte Dødemanere og Sandsigere; han gjorde meget, som var ondt i HERRENs Øjne, og krænkede ham.

Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne, ligesom hans Fader Manasse, og Amon ofrede til alle de Gudebilleder, hans Fader Manasse havde ladet lave, og dyrkede dem.

Jojakim var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han herskede elleve År i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne.

Jojakin var atten År gammel, da han blev Konge, og han herskede tre Måneder og ti Dage i Jerusalem. Han gjorde, hvad der var ondt i HERRENs Øjne.

Han gjorde, hvad der var ondt i HERREN hans Guds Øjne. Han ydmygede sig ikke under de Ord, Profeten Jeremias talte fra HERRENs Mund.

sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod mig.

sluttede Jøderne sig sammen i deres Byer i alle Kong Ahasverus's Lande for at lægge Hånd på dem, der vilde dem ondt; og ingen holdt Stand imod dem, thi Frygt for dem var faldet på alle Folkene.

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

(34:14) så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

(34:15) hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og j ag derefter.

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;

(38:13) de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

(38:21) som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

(41:6) Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"

(41:7) Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

slipper Munden løs med ondt, din Tunge bærer på Svig.

(51:6) Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.

(52:4) Du pønser hele Dagen på ondt; din Tunge er hvas som en Kniv, du Rænkesmed,

(52:5) du foretrækker ondt for godt, Løgn for sanddru Tale. - Sela.

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

(60:5) Du lod dit Folk friste ondt, iskænked os døvende Vin.

Havde jeg tænkt på ondt i mit Hjerte, da havde Herren ej hørt;

(70:3) Lad dem beskæmmes og røme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

lad dem blive til Skam og Skændsel, dem, der står mig imod, lad dem hylles i Spot og Spe, dem, der vil mig ondt!

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

på Niddingsdåd lader jeg aldrig mit Øje hvile. Jeg hader den, der gør ondt, han er ej i mit Følge;

"Rør ikke mine Salvede, gør ikke mine Profeter ondt!"

de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.

Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.

Vig fra mig, I, som gør ondt, jeg vil holde min Guds Bud.

HERREN bevarer dig mod alt ondt, han bevarer din Sjæl;

(140:3) der pønser på ondt i Hjertet og daglig ægger til Strid.

(140:12) Lad ikke Bagtaleren holde sig i Landet, ondt ramme Voldsmanden Slag i Slag!

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

bøj hverken til højre eller venstre, lad Foden vige fra ondt! 

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

Den retfærdiges Hjerte tænker, før det svarer, gudløses Mund lader ondt strømme ud.

Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

Den gudløses Sjæl har Lyst til ondt, hans Øjne ynker ikke hans Næste.

Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

Har du handlet som Dåre i Overmod, tænker du ondt, da Hånd for Mund!

Hun gør ham godt og intet ondt alle sine Levedage.

Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid.

(4:17) Var din fod, når du går til Guds Hus! At komme for at høre er bedre, end at Dårer bringer Slagtoffer, thi de har ikke Forstand til andet end at gøre ondt.

Den, som holder Budet, skal ikke mærke til noget ondt, og Dommens Tid skal den vises Hjerte kende.

Det er det, der er Fejlen ved alt, hvad der sker under Solen, at alle får en og samme Skæbne; derfor er også Menneskebørnenes Hjerte fuldt af ondt, og der er Dårskab i deres Hjerte Livet igennem, og tilsidst må de ned til de døde.

Del dit Gods i syv otte Dele, thi du ved ej, hvad ondt der kanske på Jorden.

Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt. 

Ve dem, der kalder ondt for godt og godt for ondt, gør Mørke til Lys og Lys til Mørke, gør beskt til sødt og sødt til beskt!

Der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland; thi Landet er fuldt af HERRENs Kundskab, som Vandene dækker Havets Bund.

Thi Voldsmand er borte, Spotter forsvundet, bortryddet hver, som er vågen til ondt,

Forkynd, hvad der siden vil ske, at vi kan se, I er Guder! Gør noget, godt eller ondt, så måler vi os med hinanden!

Salig er den; der gør så, det Menneske, som fastholder dette: holder Sabbatten hellig og varer sin Hånd fra at øve noget ondt.

Da svarer HERREN, når du kalder; på dit Råb er hans Svar: "Her er jeg!" Fjerner du Åget fra din Midte, holder op at tale ondt og pege Fingre,

Eders Hænder er jo sølet at Blod, eders Fingre sølet af Brøde; Læberne farer med Løgn, Tungen taler, hvad ondt er.

deres Fødder haster til ondt, til at udgyde skyldfrit Blod; deres Tanker er Ulykkestanker; hvor de færdes, er Vold og Våde;

Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger HERREN. 

Så siger HERREN: Hvad ondt fandt eders Fædre hos mig, siden de gik bort fra mig og holdt sig til Tomhed, til de selv blev tomme?

Lad din Ulykke gøre dig klog og lær af dit Frafald, kend og se, hvor ondt og bittert det er, at du svigted HERREN din Gud; Frygt for mig findes ikke hos dig, så lyder det fra Herren, Hærskarers HERRE.

Hvor snildt du dog går til Værks for at søge dig Elskov! Du vænned dig derfor også til ondt i din Færd.

Søgeresultater for Versioner

Søgeresultater for Bog

Alle Bøger

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931