1 Men da det var besluttet, at vi skulde afsejle til Italien, overgave de både Paulus og nogle andre Fanger til en Høvedsmand ved Navn Julius af den kejserlige Afdeling.

1 When it was decided that we would sail for Italy, they proceeded to deliver Paul and some other prisoners to a centurion of the Augustan cohort named Julius.

2 Vi gik da om Bord på et adramyttisk Skib, som skulde gå til Stederne langs med Asiens Kyster, og vi sejlede af Sted; og Aristarkus, en Makedonier fra Thessalonika, var med os.

2 And embarking in an Adramyttian ship, which was about to sail to the regions along the coast of Asia, we put out to sea accompanied by Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica.

3 Og den næste Dag anløb vi Sidon. Og Julius, som behandlede Paulus venligt. tilstedte ham at gå hen til sine Venner og nyde Pleje.

3 The next day we put in at Sidon; and Julius treated Paul with consideration and allowed him to go to his friends and receive care.

4 Og vi fore bort derfra og sejlede ind under Kypern, fordi Vinden var imod.

4 From there we put out to sea and sailed under the shelter of Cyprus because the winds were contrary.

5 Og vi sejlede igennem Farvandet ved Kilikien og Pamfylien og kom til Myra i Lykien.

5 When we had sailed through the sea along the coast of Cilicia and Pamphylia, we landed at Myra in Lycia.

6 Og der fandt Høvedsmanden et aleksandrinsk Skib, som sejlede til Italien, og bragte os over i det.

6 There the centurion found an Alexandrian ship sailing for Italy, and he put us aboard it.

7 Men da Sejladsen i mange Dage gik langsomt, og vi med Nød og næppe nåede henimod Knidus (thi Vinden føjede os ikke), holdt vi ned under Kreta ved Salmone.

7 When we had sailed slowly for a good many days, and with difficulty had arrived off Cnidus, since the wind did not permit us to go farther, we sailed under the shelter of Crete, off Salmone;

8 Med Nød og næppe sejlede vi der forbi og kom til et Sted, som kaldes "Gode Havne", nær ved Byen Lasæa.

8 and with difficulty sailing past it we came to a place called Fair Havens, near which was the city of Lasea.

9 Men da en rum Tid var forløben, og Sejladsen allerede var farlig, såsom endog Fasten allerede var forbi, formanede Paulus dem og sagde:

9 When considerable time had passed and the voyage was now dangerous, since even the fast was already over, Paul began to admonish them,

10 "I Mænd! jeg ser, at Sejladsen vil medføre Ulykke og megen Skade, ikke alene på Ladning og Skib, men også på vort Liv."

10 and said to them, “Men, I perceive that the voyage will certainly be with damage and great loss, not only of the cargo and the ship, but also of our lives.”

11 Men Høvedsmanden stolede mere på Styrmanden og Skipperen end på det, som Paulus sagde.

11 But the centurion was more persuaded by the pilot and the captain of the ship than by what was being said by Paul.

12 Og da Havnen ikke egnede sig til Vinterleje, besluttede de fleste, at man skulde sejle derfra, om man muligt kunde nå hen og overvintre i Føniks, en Havn på Kreta, som vender imod Sydvest og Nordvest,

12 Because the harbor was not suitable for wintering, the majority reached a decision to put out to sea from there, if somehow they could reach Phoenix, a harbor of Crete, facing southwest and northwest, and spend the winter there.

13 Da der nu blæste en Sønden: vind op, mente de at have nået deres Hensigt, lettede Anker og sejlede langs med og nærmere ind under Kreta.

13 When a moderate south wind came up, supposing that they had attained their purpose, they weighed anchor and began sailing along Crete, close inshore.

14 Men ikke længe derefter for der en heftig Storm ned over den, den såkaldte "Eurakvilo".

14 But before very long there rushed down from the land a violent wind, called Euraquilo;

15 Og da Skibet reves med og ikke kunde holde op imod Vinden, opgave vi det og lode os drive.

15 and when the ship was caught in it and could not face the wind, we gave way to it and let ourselves be driven along.

16 Men da vi løb ind under en lille Ø, som kaldes Klavde, formåede vi med Nød og næppe at bjærge Båden.

16 Running under the shelter of a small island called Clauda, we were scarcely able to get the ship’s boat under control.

17 Men efter at have trukket den op, anvendte de Nødmidler og omsurrede Skibet; og da de frygtede for, at de skulde blive kastede ned i Syrten, firede de Sejlene ned og lode sig således drive.

17 After they had hoisted it up, they used supporting cables in undergirding the ship; and fearing that they might run aground on the shallows of Syrtis, they let down the sea anchor and in this way let themselves be driven along.

18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med Stormen, begyndte de næste Dag at kaste over Bord.

18 The next day as we were being violently storm-tossed, they began to jettison the cargo;

19 Og på den tredje Dag udkastede de med egne Hænder Skibets Redskaber.

19 and on the third day they threw the ship’s tackle overboard with their own hands.

20 Men da hverken Sol eller Stjerner lode sig se i flere Dage, og vi havde et Uvejr over os; som ikke var ringe, blev fra nu af alt Håb om Redning os betaget.

20 Since neither sun nor stars appeared for many days, and no small storm was assailing us, from then on all hope of our being saved was gradually abandoned.

21 Og da man længe ikke havde taget Føde til sig, så stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: "I Mænd! man burde have adlydt mig og ikke været sejlet bort fra Kreta og have sparet os denne Ulykke og Skade.

21 When they had gone a long time without food, then Paul stood up in their midst and said, “Men, you ought to have followed my advice and not to have set sail from Crete and incurred this damage and loss.

22 Og nu formaner jeg eder til at være ved godt Mod; thi ingen Sjæl af eder skal forgå, men alene Skibet.

22 Yet now I urge you to keep up your courage, for there will be no loss of life among you, but only of the ship.

23 Thi i denne Nat stod der en Engel hos mig fra den Gud, hvem jeg tilhører, hvem jeg også tjener, og sagde:

23 For this very night an angel of the God to whom I belong and whom I serve stood before me,

24 "Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for Kejseren; og se,Gud har skænket dig alle dem, som sejle med dig."

24 saying, ‘Do not be afraid, Paul; you must stand before Caesar; and behold, God has granted you all those who are sailing with you.’

25 Derfor, I Mænd! værer ved godt Mod; thi jeg har den Tillid til Gud, at det skal ske således, som der er blevet talt til mig.

25 Therefore, keep up your courage, men, for I believe God that it will turn out exactly as I have been told.

26 Men vi må strande på en Ø."

26 But we must run aground on a certain island.”

27 Men da den fjortende Nat kom, og vi dreve i det adriatiske Hav, kom det Skibsfolkene for ved Midnatstid, at der var Land i Nærheden.

27 But when the fourteenth night came, as we were being driven about in the Adriatic Sea, about midnight the sailors began to surmise that they were approaching some land.

28 Og da de loddede, fik de tyve Favne, og da de lidt længere fremme atter loddede, fik de femten Favne.

28 They took soundings and found it to be twenty fathoms; and a little farther on they took another sounding and found it to be fifteen fathoms.

29 Og da de frygtede, at vi skulde støde på Skær, kastede de fire Ankre ud fra Bagstavnen og bade til, at det måtte blive Dag.

29 Fearing that we might run aground somewhere on the rocks, they cast four anchors from the stern and wished for daybreak.

30 Men da Skibsfolkene gjorde Forsøg på at flygte fra Skibet og firede Båden ned i Søen under Påskud af, at de vilde lægge Ankre ud fra Forstavnen,

30 But as the sailors were trying to escape from the ship and had let down the ship’s boat into the sea, on the pretense of intending to lay out anchors from the bow,

31 da sagde Paulus til Høvedsmanden og til Stridsmændene: "Dersom disse ikke blive i Skibet, kunne I ikke reddes."

31 Paul said to the centurion and to the soldiers, “Unless these men remain in the ship, you yourselves cannot be saved.”

32 Da kappede Stridsmændene Bådens Tove og lode den falde ned.

32 Then the soldiers cut away the ropes of the ship’s boat and let it fall away.

33 Men indtil det vilde dages, formanede Paulus alle til at tage Næring til sig og sagde: "Det er i Dag den fjortende Dag, I have ventet og tilbragt uden at spise og intet taget til eder.

33 Until the day was about to dawn, Paul was encouraging them all to take some food, saying, “Today is the fourteenth day that you have been constantly watching and going without eating, having taken nothing.

34 Derfor formaner jeg eder til at tage Næring til eder, thi dette hører med til eders Redning; ikke et Hår på Hovedet skal gå tabt for nogen af eder."

34 Therefore I encourage you to take some food, for this is for your preservation, for not a hair from the head of any of you will perish.”

35 Men da han havde sagt dette, tog han Brød og takkede Gud for alles Øjne og brød det og begyndte at spise.

35 Having said this, he took bread and gave thanks to God in the presence of all, and he broke it and began to eat.

36 Da bleve de alle frimodige og toge også Næring til sig.

36 All of them were encouraged and they themselves also took food.

37 Men vi vare i Skibet i alt to Hundrede og seks og halvfjerdsindstyve Sjæle.

37 All of us in the ship were two hundred and seventy-six persons.

38 Og da de vare blevne mættede med Føde, lettede de Skibet ved at kaste Levnedsmidlerne i Søen.

38 When they had eaten enough, they began to lighten the ship by throwing out the wheat into the sea.

39 Men da det blev Dag, kendte de ikke Landet; men de bemærkede en Vig med en Forstrand, som de besluttede, om muligt, at sætte Skibet ind på.

39 When day came, they could not recognize the land; but they did observe a bay with a beach, and they resolved to drive the ship onto it if they could.

40 Og de kappede Ankrene, som de lode blive i Søen, og løste tillige Rortovene, og idet de satte Råsejlet til for Vinden, holdt de ind på Strandbredden.

40 And casting off the anchors, they left them in the sea while at the same time they were loosening the ropes of the rudders; and hoisting the foresail to the wind, they were heading for the beach.

41 Men de stødte på en Grund med dybt Vand på begge Sider, og der satte de Skibet, og Forstavnen borede sig fast og stod urokkelig, men Bagstavnen sloges sønder af Bølgernes Magt.

41 But striking a reef where two seas met, they ran the vessel aground; and the prow stuck fast and remained immovable, but the stern began to be broken up by the force of the waves.

42 Det var nu Stridsmændenes Råd, at man skulde ihjelslå Fangerne, for at ingen skulde svømme bort og undkomme.

42 The soldiers’ plan was to kill the prisoners, so that none of them would swim away and escape;

43 Men Høvedsmanden, som vilde frelse Paulus, forhindrede dem i dette Forehavende og bød, at de, som kunde svømme, skulde først kaste sig ud og slippe i Land,

43 but the centurion, wanting to bring Paul safely through, kept them from their intention, and commanded that those who could swim should jump overboard first and get to land,

44 og de andre bjærge sig, nogle på Brædder, andre på Stykker af Skibet. Og således skete det, at alle bleve reddede i Land. 

44 and the rest should follow, some on planks, and others on various things from the ship. And so it happened that they all were brought safely to land.

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931

Public Domain

New American Standard Bible Copyright ©1960, 1962, 1963, 1968, 1971, 1972, 1973, 1975, 1977, 1995 by The Lockman Foundation, La Habra, Calif. All rights reserved. For Permission to Quote Information visit http://www.lockman.org