Esajas 59:11

vi brummer alle som Bjørne, kurrer vemodigt som Duer; vi bier forgæves på Ret, på Frelse, den er os fjern.

Jeg klynker som klagende Svale, sukker som Duen, jeg skuer med Tårer mod Himlen: HERRE, jeg trænges, vær mig Borgen!

Og selv om nogle af dem undslipper og når op i Bjergene som Kløfternes Duer, skal de alle dø, hver for sin Misgerning.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

(38:9) jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

(85:10) ja, nær er hans Frelse for dem, som frygter ham, snart skal Herlighed bo i vort Land;

Frelsen er langt fra de gudløse, thi dine Vedtægter ligger dem ikke, på Sinde.

Ved alle Gadehjørner lå dine Sønner i Afmagt som i Garn Antiloper, fyldte med HERRENs Vrede, med Trusler fra din Gud.

Derfor er Ret os fjern, og Retfærd når os ikke; vi bier på Lys se, Mørke, på Dagning, men vandrer i Mulm;

Man håber på Fred, men det bliver ej godt, på Lægedoms Tid, men se, der er Rædsel.

Ak, var mit Hoved Vand, mine Øjne en Tårekilde! Så græd jeg Dag og Nat over mit Folks Datters slagne.

De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet