Job 6:11

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

(39:6) Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

(102:24) Han lammed min Kraft på Vejen, forkorted mit Liv.

Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, vi er Støv;

Kundskabs Skatkammer om Skriften blev ikke tilføjet