1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle.

1 How lonely sits the cityThat was full of people!She has become like a widowWho was once great among the nations!She who was a princess among the provincesHas become a forced laborer!

2 Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev hendes Fjender.

2 She weeps bitterly in the nightAnd her tears are on her cheeks;She has none to comfort herAmong all her lovers.All her friends have dealt treacherously with her;They have become her enemies.

3 Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt i Trængslerne.

3 Judah has gone into exile under afflictionAnd under harsh servitude;She dwells among the nations,But she has found no rest;All her pursuers have overtaken herIn the midst of distress.

4 Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde.

4 The roads of Zion are in mourningBecause no one comes to the appointed feasts.All her gates are desolate;Her priests are groaning,Her virgins are afflicted,And she herself is bitter.

5 Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn.

5 Her adversaries have become her masters,Her enemies prosper;For the Lord has caused her griefBecause of the multitude of her transgressions;Her little ones have gone awayAs captives before the adversary.

6 Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse bort for Forfølgernes Åsyn.

6 All her majestyHas departed from the daughter of Zion;Her princes have become like deerThat have found no pasture;And they have fled without strengthBefore the pursuer.

7 Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.

7 In the days of her affliction and homelessnessJerusalem remembers all her precious thingsThat were from the days of old,When her people fell into the hand of the adversaryAnd no one helped her.The adversaries saw her,They mocked at her ruin.

8 Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort.

8 Jerusalem sinned greatly,Therefore she has become an unclean thing.All who honored her despise herBecause they have seen her nakedness;Even she herself groans and turns away.

9 Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed, HERRE, thi Fjenden hoverer.

9 Her uncleanness was in her skirts;She did not consider her future.Therefore she has fallen astonishingly;She has no comforter.“See, O Lord, my affliction,For the enemy has magnified himself!”

10 Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet Adgang til din Forsamling.

10 The adversary has stretched out his handOver all her precious things,For she has seen the nations enter her sanctuary,The ones whom You commandedThat they should not enter into Your congregation.

11 Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på, hvorledes jeg hånes!

11 All her people groan seeking bread;They have given their precious things for foodTo restore their lives themselves.“See, O Lord, and look,For I am despised.”

12 Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin glødende Vredes Dag.

12 “Is it nothing to all you who pass this way?Look and see if there is any pain like my painWhich was severely dealt out to me,Which the Lord inflicted on the day of His fierce anger.

13 Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat.

13 “From on high He sent fire into my bones,And it prevailed over them.He has spread a net for my feet;He has turned me back;He has made me desolate,Faint all day long.

14 Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

14 “The yoke of my transgressions is bound;By His hand they are knit together.They have come upon my neck;He has made my strength fail.The Lord has given me into the handsOf those against whom I am not able to stand.

15 Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

15 “The Lord has rejected all my strong menIn my midst;He has called an appointed time against meTo crush my young men;The Lord has trodden as in a wine pressThe virgin daughter of Judah.

16 Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

16 “For these things I weep;My eyes run down with water;Because far from me is a comforter,One who restores my soul.My children are desolateBecause the enemy has prevailed.”

17 Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky.

17 Zion stretches out her hands;There is no one to comfort her;The Lord has commanded concerning JacobThat the ones round about him should be his adversaries;Jerusalem has become an unclean thing among them.

18 HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

18 “The Lord is righteous;For I have rebelled against His command;Hear now, all peoples,And behold my pain;My virgins and my young menHave gone into captivity.

19 Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet fandt de.

19 “I called to my lovers, but they deceived me;My priests and my elders perished in the cityWhile they sought food to restore their strength themselves.

20 Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden.

20 “See, O Lord, for I am in distress;My spirit is greatly troubled;My heart is overturned within me,For I have been very rebellious.In the street the sword slays;In the house it is like death.

21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved, dem gå det som mig!

21 “They have heard that I groan;There is no one to comfort me;All my enemies have heard of my calamity;They are glad that You have done it.Oh, that You would bring the day which You have proclaimed,That they may become like me.

22 Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt. 

22 “Let all their wickedness come before You;And deal with them as You have dealt with meFor all my transgressions;For my groans are many and my heart is faint.”

Det Nye Testamente 1907. Det Gamle Testamente 1931

Public Domain

New American Standard Bible Copyright ©1960, 1962, 1963, 1968, 1971, 1972, 1973, 1975, 1977, 1995 by The Lockman Foundation, La Habra, Calif. All rights reserved. For Permission to Quote Information visit http://www.lockman.org