Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen! 

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!