Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!