Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. 

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!