Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!

At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!

Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk! 

mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.

Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"

Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.

Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.

Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!

Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;

Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!

Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;

Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.