'Revselse' i Biblen

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,

mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

Min Søn, lad ej hånt om HERRENs Tugt, vær ikke ked af hans Revselse;

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

Får Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse får den forstandige Kundskab.

Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Du skal blive til Spot og Hån, til Advarsel og Rædsel for Folkene rundt om, når jeg holder Dom over dig i Vrede og Harme og harm fuld Revselse. Jeg, HERREN, har talet!

men fik Revselse for sin Overtrædelse: et umælende Trældyr talte med menneskelig Røst og hindrede Profetens Afsind.